Der står en ung mand og jubler på gaden i Haderslev i 1864. De tyske tropper kommer lige netop nu til byen. Slaget på Dybbøl er afgjort. Danmark har tabt. Sønderjylland bliver tysk - indtil 1920.

Den jublende unge mand på gaden i Haderslev er 19 år gammel. Her er han født, her er han vokset op, og her har han lært han at tænke som sine forældre: udpræget tysk.

Siden hen er han teologistuderende - i Tyskland. Han bliver præst og lærer på de frisiske øer. Og 1887 præst i Spandet. Da er han 42 år gammel, plantet her af de  tyske myndigheder. Han, inspektør for skolen samt sognets præst, skal lære det dansksindede grænsesogn i det nordligste Preussen at tænke tysk og være tysk. Og han formår da også at bringe Spandet i alle landets aviser! Men nu ikke fordi sagen var lykkedes for ham.

Der er nemlig sket noget med den unge mand, som hedder Carl Wilhelm Emil von Brincken. Han har slået en politisk-national kolbøtte. Fra at være udpræget tysksindet slutter han sig nu til de danske i deres nationale kamp.

Måske er det især hans hustru fra Ballum, Christine Benedicte, f. Mikkelsen, som gør sin indflydelse gældende. I Spandet siger man i hvert fald: hun er så dansksindet. Og hun var da også med i de sønderjydske kvinders deputation til den danske kronprins Frederiks bryllup. Selv hævder von Brincken, at det er hans retfærdighedsfølelse.

Men dansk bliver han, og bliver han ved med at være. I Spandet lader han uden forbehold sine danske sympatier komme til orde. Og snart finder den første af flere disciplinærundersøgelser sted.

I 1901 er der er der en undersøgelse af hans politiske forhold. Von Brincken får en streng advarsel. Fra december 1904 atter undersøgelse. Degnen har angivet ham! Præsten i Spandet glemmer kirkebønnen; antagelig har han glemt at nævne kejserhuset i kirkebønnen. Og præsten i Spandet ryger på en pibe med de to sidste på skansen, mens andre siger: han ryger på en pibe med de danske piger! I hvert fald: hele Danmark kender nu til præsten i Spandet.

I januar måned 1905 bliver der atter ført disciplinærundersøgelse mod ham - i Kiel. Han vælger selv at søge sin afsked. Og året 1904 er det sidste år von Brincken er i  Spandet. Han flytter til Ribe med sin Christine, hvor han dør i 1928, og bliver begravet på Spandet kirkegård.

                                                      *

Præsten holder sin prædiken for menigheden. Men som præsten lever i sin menighed kommer den også til at ”prædike” for ham. Der finder en vekselvirkning sted. På bedste måde viser von Brinckens historie os det, om end han alt for tidligt måtte forlade Spandet.

Om hundred år er alting glemt, siger man. Det være hermed dementeret af ovenstående. Vi skal ikke glemme, og må ikke glemme. Historie er ikke underholdning, skønt historie kan være underholdende. Historie afslører altid, at vi står i gæld til andre, der ind i mellem betalte en høj pris. Og spørgsmålet til os må så være, hvor meget vi ville betale i en tilsvarende situation? 

Jørgen Hanssen