Johannes evg. 10, 22-30

Kære konfirmander, født engang i 1995 eller 1996. Det vil sige, at d. 11. september 2001 var I en fem-seks år gamle. Det var den dag civile fly ramte de to tårne i New York. I husker dagen, har I fortalt mig. Måske kun svagt. Jeres forældre husker den til gengæld tydeligt.

D. 11. september 2001 er blevet en skelsættende dato i vores verden. Den har betydet, at Danmark i dag er i krig, og - ikke mindst: datoen har været med til at afføde helt nye holdninger til hele vores tilværelse. Og med nye holdninger, der opstår, sker der ofte det, at vi kommer til at overtage dem.

Siden den skæbnesvangre dag er der sket det, at mange er blevet skeptiske overfor alt, der hedder religion, ligegyldig om det er Islam eller kristendom. Religionen var nemlig på spil den dag. Og så skeptiske er man blevet, at man i dag taler om en helt ny livsholdning: den nye ateisme, kaldes den.

Ateisme vil sige: nej til at tro på nogen Gud. Og en ateist er en, der benægter, at der skulle være nogen Gud til.

Ateisme har der nu været alle dage. Som regel har ateisterne været fredelige mennesker, der bare trak en smule overbærende på smilebåndet ad os andre, fordi vi nu engang ikke var klogere, når vi kunne finde på at gå i kirke. –

Med den nye ateisme forholder det sig ikke så lidt anderledes. Man vil ligefrem omvende mennesker til ateismen, først og fremmest jer, ungdommen, som endnu ikke er helt fordærvede. I må kunne se, at religion er roden til alt ondt i verden, en kilde til terror, at den kun medfører intolerance og er en sutteklud for svage sjæle.

Tilværelsen skal altså saneres for al religion. Verden har ikke brug for sådan noget. - Og føjer den nye ateisme til: det, der ikke kan ses og måles og vejes skal ikke have lov til at tillægges nogen gyldighed. Og Gud kan man hverken se eller måle eller veje!

 Hvad skal vi mene om ateismen? Benægte, at der i religionens navn er ført blodige krige, kan vi ikke. På den anden side set skal vi heller ikke bare gøre knæfald for den. For ateister har det også med at modsige sig selv.

Alle dage har de sagt: Hvis der er en Gud til, hvorfor sker der så naturkatastrofer? Eller: Hvis der er en Gud til, så ville der ikke være sult i verden og den ene og anden meningsløse ulykke ville aldrig være sket. –

Hvad er det egentlig, man siger? Man benægter, at Gud er til (for man siger ”hvis”), og samtidig skal han have skylden for alt muligt. Det er dog at være selvmodsigende. –

Og hvad skal vi sige til, at det, der hverken kan ses med øjet eller kan måles og vejes, ikke skal tillægges nogen gyldighed og sandhed? –

Tag sådan noget som kærlighed. Den tror langt de fleste af os dog på. Og I, konfirmander, vil gøre jeres egne erfaringer med den som tiden går! Men ”se” den kan vi ikke. Den omgiver os, vi kan mærke den, når den er der; men vi kan også mærke den, når den ikke er der. Ja, kærligheden kan besværliggøre livet; men den kan også gøre os meget lykkelige. Vi regner vi med kærligheden, selvom vi ikke har set den. Ja, vi tror også på det, vi ikke ser! – Og mon ikke det også forholder sig sådan for ateisten? 

Og alt det vi ikke kan se og veje og måle, det er på en måde det vigtigste i vort liv. Det gælder tilliden os mennesker imellem. Hvor var vi uden tillid til hinanden? Og det gælder også sådan noget som forventning, som fylder jer konfirmander i dag. Men forventningen kan vi ikke fange ind med og veje; og dog er den der.

Tro kun på det, du ser, det sikre og visse, siger den nye ateisme. Og jo, vi tror på det, vi ser. Men vi tror også på det, vi ikke ser.

Og da hører også usikkerhed, uvished, tvivl med. Alt det hører nu engang vores menneskeliv til. Og, konfirmander, det gælder også når talen er om Gud og om Jesus.

Uvisheden var allerede tilstede i det evangelium, vi hørte. Der var nogle som slog en ring omkring Jesus og spurgte ham: Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud. De vil have vished for, at han er den, Gud har udsendt, og at han er ét med ham. Og Jesus svarer: Jeg har sagt jer det! Men de tror ikke på ham, selv om de har set alle de gerninger, han har gjort. Ja, de tror ikke på ham, selv om de står ansigt til ansigt med ham.

Men det allermest afgørende for, om det med Gud og Jesus er sandt, er heller ikke om vi kan møde op i kirken med en stensikker tro. - Nej, det allermest afgørende er, at den himmelske far, som Jesus et ét med, han vil kendes ved os, ja, han tror på os.

Og på konfirmationsdagen beder vi ham konfirmere, dvs. bekræfte jer i, at I virkelig er til for ham. Han ser jer.

Hvad skal I, konfirmander, så gøre? Og hvad skal alle vi andre gøre? Vi skal Ikke lade os omvende til den nye ateisme. For livet er mere end det, der kan vejes og måles.

Ja, vi skal lade livet stå åbent overfor det, vi ikke ser. Så skal vi, med kirkens gamle ord, være salige. ”Salige er de, som ikke har set og dog tror”, sagde Jesus engang til disciplene. Salig, glad og tilfreds, er den, som kan overgive sig til det, som er større end en selv. - Og det man overgiver sig til er den kærlighed fra Gud, der i Jesu navn kalder os Guds børn, siger Ja til os og tror på os.

Det er faktisk ikke religion i gængs forstand. Dér, i religionerne, kommer det altid an på, hvad man selv kan yde og give, og især: hvad man selv har fortjent. –

Men her, i kirken, forærer Gud os sit ord på, at vi er og bliver de Guds børn, han gjorde os til i dåben. Ja, det er præcis det vi beder om, må blive bekræftet for jer konfirmander i dag.

Derfor er vores usikkerhed og tvivl ikke at tillægge den altafgørende betydning. Det helt afgørende er det Gud forærer os, hans Ja, midt i vor tvivl. - Et Ja, vi så skylder selv at give videre til hinanden.

Og fordi vor Far i himlen siger Ja, skal ingen gå fortabt. Intet skal heller rive os ud af hans hånd. Han giver os endda evigt liv. Her er kærligheden, hjertegløden, stærkere end døden. Ja, vi tror på det, vi ser. Og vi ved også godt, at vi tror på det, vi ikke ser. Selv ateisten må tro på kærlighed.

Børn, født i 1995-96, og dermed børn af tiden efter 2001, skal ikke lade sig forlokke til kun at tro på det, de ser. For der findes også kærlighed. Størst er kærligheden, sagde apostlen. Den kærlighed, der kalder os for Guds børn, og som vil bekræfte os i, at vi er det. Amen.

Jørgen Hanssen