Jeg blev i sommers nødsaget til at kontakte politiet pga. et tyveri. En lille påhængsmotor til en lille båd var væk. Ærgerligt! Da jeg ringede til politistationen var der til min store overraskelse en stemme, der meddelte mig, at jeg ville blive stillet om en til ”en af vore servicemedarbejdere.” Jeg troede ellers, at jeg havde ringet til en politistation, ikke en servicestation!
Men det, der tidligere hed et kommunekontor, hedder i dag Borger-service-center. Så hvorfor ikke også service hos politiet? ”Service 114. Alarm 112”, sådan annonceres der nu i dagbladene. Og hos politiet betjente man mig da også venligt.
Folkekirken er en institution i samfundet. Men den adskiller sig fra alle andre institutioner. Det viser sig bl.a. ved, at mens vi i kommunalt regi kaldes ”borgere” (et ord, der i øvrigt stammer fra den franske revolution, hvor alt fortidigt skulle styrtes omkuld), så er vi medlemmer af folkekirken. Og mens man ikke kan melde sig ud som borger af samfundet, så kan man godt melde sig ud som medlem af folkekirken. Man fødes ikke, som man ofte hører, ind i folkekirken; man bliver derimod døbt ind i det kirkesamfund, folkekirken er. Og er man døbt i folkekirken er man også medlem af den.
Der gælder det samme for folkekirken som for enhver forening: den kan ikke overleve uden medlemmer. I det sydvestlige Jylland er det ikke det store problem. Her er medlemsprocenten mange steder langt over 90 %. I Københavns stift derimod, ligger medlemsprocenten på ca. 50 %, bl.a. grundet koncentrationen af muslimer.
Som medlem kan man blive konfirmeret i en kirke, blive viet, blive begravet med gejstlig medvirken, og faktisk er der en præst, der står til rådighed for medlemmet i døgnets 24 timer! Om man vil: det er dog service!
Men skal kirken opfylde sin mission, så kan den ikke nøjes med at være kirke ved de særlige lejligheder, altså være en service-kirke. Når en præst kaldes til et sogn af det menighedsråd, som menigheden har valgt, så kaldes præsten først og fremmest til at afholde en gudstjeneste om søndagen. Og præsten kan ikke holde gudstjeneste for sig selv.
For år tilbage var der en præst og højskolemand, Niels Højlund, som karakteriserede danske folkekirkemedlemmer med ordene: Kirke vil de have, men menighed vil de ikke være.Dermed mente han, at det almindelige danske folkekirkemedlem på ingen måder vil undvære kirken. Den skal være der ved de særlige lejligheder: dåb, konfirmation, vielse etc. Og det er jo udmærket, at man ved sig knyttet til kirken. – Men menighed vil man ikke være, altså man vil ikke være med på en almindelig søndag og synge med på salmerne og høre en prædiken over evangeliet.
At være menighed, eller at være kirke, er at være fælles med hinanden om Trosbekendelsen, høre evangeliet og synge med på salmerne. – Med Grundtvigs ord: Vi er Guds hus og kirke nu, bygget af levende stene, som under kors med ærlig hu troen og dåben forene. – Derved adskiller kirken sig fra alle andre institutioner i samfundet. Der er der en menighed, et fællesskab af døbte, som om søndagen samles om døbefonten, nadverbordet og prædikestolen, præcis som man har gjort det siden apostlenes dage. Søndagen er begyndelsen til og forudsætningen for alt andet, der måtte ske i kirken i løbet af en uge.
Tiden er ikke stået stille siden Niels Højlunds karakteristik af folkekirkemedlemmet. Stadig vil man have kirke, når man har brug for den ved de særlige lejligheder, dog med en væsentlig tilføjelse: kirken vil man ofte nok have - på sine helt egne vilkår - når man så kommer. Præster konfronteres ved de særlige lejligheder med ønsker om at synge andet end af salmebogens 791 salmer. Orgelmusikken skal være andet end kirkemusik. Alt skal helst også være i børnehøjde, som om der ikke var noget at hente for voksne! Men selv i et Borgerservicecenter og et Politiservicecenter er der vel grænser for servicen.
I forbindelse med politiets nylige aktion mod Brorsons kirke i København og de irakere, der opholdt sig der, er det blevet sagt, at det står skidt til, når ikke engang et kirkerum længere kan være helligt. Nu kan man være enig eller uenig i politiets aktion, ligesom man kan diskutere om en præst i et demokratisk samfund til hver en tid har pligt til at rette sig efter landets lovgivning eller i bestemte situationer af sin samvittighed kan blive tvunget til at gå imod den. – Dog en ting kan man måske enes om: at kirkerummet ophører som et fællesrum, når vi hver især kun vil udfylde rummet efter helt private ønsker. Hvis ikke vi indretter os efter den dagsorden som et kirkerum selv sætter i og med dets døbefont, dets alter og dets prædikestol, ja, så bliver huset gjort til et rum for selviscenesættelse og selvdyrkelse. – Men i kirken handler det ikke om vores magt og vilje som det, alt skal munde ud i. Hvor man vil være kirke og menighed gælder der en helt anden fred over vore dage og vort liv.
Jørgen Hanssen 2009