Den barmhjertige samaritaner. Ikke den barmhjertige judæer eller den barmhjertige galilæer.
Samaritaneren hørte hjemme i den landsdel midt i Israel, som hedder Samaria. Det var ikke rigtige jøder, der boede der, hvis man spurgte en fra Judæa, altså en judæer. Og samme svar ville en fra Galilæa, altså en galilæer, give.
Galilæerne boede nord for Samaria. Judæerne syd for Samaria. - Og skulle en galilæer til Judæa gik han ikke den korteste vej, nemlig gennem Samaria. Det gjorde en judæer heller ikke, hvis han skulle til Galilæa. Nej, man gik i en stor bue uden om Samaria og samaritanerne. For samaritanerne var ikke helt rigtige på den. De havde ikke den rigtige tro. De havde ikke den rigtige Bibel. De havde kun de fem Mosebøger. De var ikke rigtige jøder.
Men den måske mest kendte fortælling i hele Ny Testamente hedder ikke den barmhjertige judæer eller den barmhjertige galilæer, derimod den barmhjertige samaritaner. Ham var det, som viste næstekærlighed. Ham var det, som gjorde, hvad situationen krævede af ham.
Han hjalp egentlig meget mere end man kunne forvente. Han ikke bare hældte olie og vin i den overfaldnes sår, for at rense dem. Han løftede ham ikke bare op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg. - Nej, han blev hos ham natten over! Man kunne da ellers mene, at når den overfaldne havde fået sine sår renset og forbundet og fået et trygt sted, hvor han atter kunne komme til hægterne, så var der ikke så meget mere at gøre. Så var der gjort, hvad man i almindelig næstekærlig forstand kunne forvente.
Og som om alt dette ikke er nok, så betaler den barmhjertige samaritaner hele to denarer til værten, hvor én vel nok kunne have gjort det. Og ja, det hele vil ingen ende tage. For den barmhjertige samaritaner er villig til at betale om nødvendigt endnu mere, når han kommer tilbage. - Jamen, han havde dog ikke behov for at komme tilbage. Havde han ikke gjort mere end nok?
Den barmhjertige samaritaner gør langt mere, end hvad man i almindelig forstand kunne forvente af et menneske, og især gør han mere, end hvad man kunne forvente af en samaritaner. For dem fra Samaria var for den almindelige jøde ikke til at regne med, med den forkerte tro og den forkerte bibel, de nu havde.
Hvad er kristendom? Hvad handler den om? Næstekærlighed lyder det gængse svar, eller som det også nok så ofte hedder: at vi skal være gode ved hinanden. Men den hele sandhed er det nu ikke. Næstekærlighed er ikke noget, der først kommer med Jesu forkyndelse og kristendommen. I den forstand kan kristne ikke tage patent på næstekærligheden. Den lovkyndige, der er anledningen til Jesu fortælling om den barmhjertige samaritaner, han er jo jøde. Og han kendte til næstekærligheden. Han kender det dobbelte kærlighedsbud: at elske både Gud og sin næste som sig selv.
Det svar gælder også for os. Vel skal vi elske ham, som gav os livet og hver dag giver os det på ny, og vel skal vi elske vores næste, - et ord der egentlig er en sammentrækning af nærmeste. - Men kristendom og Jesus er mere og andet end næstekærlighed.
I Jesu fortælling om den barmhjertige samaritaner sker der nemlig noget med næstekærligheden. Den bliver til noget langt mere end moral og etik. For samaritaneren er ikke bare god ved den overfaldne. Han er god ud over alle grænser. Han betaler jo alt for ham, mere end nødvendigt. Og han vil betale endnu mere, om det skulle vise sig nødvendigt.
Det er indledningen til dagens evangelium, der afslører, at vi her har at gøre med mere end næstekærlighed, mere end bare at lade være med at gå forbi og i stedet være gode ved hinanden. Evangeliet begynder nemlig med nogle ord af Jesus til disciplene, og til dem alene: Salige er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre. - Her er m.a.o. det på færde, som aldrig er set og hørt før. Her er han på færde, som aldrig er set og hørt før.
Jesus ord var alene henvendt til disciplene. Men åbenbart er der en lovkyndig, der har fået det hele med. Han vil pille Jesus ned. Han skal ikke have lov til at slippe godt fra så store ord. Han vil sætte Jesus på prøve og stiller spørgsmålet om det evige liv: Hvad skal jeg gøre for at arve det?
Og i første omgang er der intet nyt. Elsk Gud og din næste som dig selv. - Det er som om, at mere skal der ikke afsløres nu. Men da den lovkyndige bliver påtrængende og vil retfærdiggøre sig selv og spørger: hvem er så min næste? ja, da peger Jesus hen på en samaritaner, på en, man ikke regnede for noget og som man gik i en stor bue uden om, - også den lovkyndige.
Jesus peger på en samaritaner, der gjorde det som ingen andre gjorde, hverken en præst eller en levit. Samaritaneren fik medynk og viste medynk. Men han gjorde mere end man med rimelighed kunne forvente. Han betalte for den, der ikke kunne hjælpe sig selv. Blev hos ham midt igennem nattens mørke. Og han var villig til at betale en endnu højere pris, om nødvendigt.
Samaritaneren ligner slet ikke os. Den overfaldnes næste og nærmeste ligner til forveksling Jesus. Han var til for ham, der ikke kunne hjælpe sig selv. Han gav ham af sin tid og af sit liv. Og han gjorde det, uden først at sikre sig, at den overfaldne var værd at hjælpe, og uden vished for, at han ville få noget igen.
Hvad er kristendom? Næstekærlighed, lyder det hurtige svar. Ikke helt forkert, heller ikke helt rigtigt. For kristendom er også at elske Gud. At være glad for det liv, der blev vores, og takke for det, skønt det blev som det blev.
Og sikkert er kristendom også at elske sin næste. Hvem det er nu, det ved vi godt, for der er nogen, der er os nærmere end andre. Og hvem vi kan blive næste for, kan kun tiden vise. Det afhænger af netop tid og sted. Og da må vi bruge vores fantasi, og gøre det nødvendige.
Men vi er ikke altid i den sikre og ophøjede position, at der er nogen, vi kan være næste for. Selv kan vi med et være den overfaldne, den hjælpeløse. - Hvem er da næste for os? Ja, som Jesus spørger den lovkyndige: Hvem af de tre, præsten, levitten og samaritaneren, var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder? Hvem gjorde, hvad der skulle gøres, og mere end det?
Den lovkyndige kan ikke tage ordet samaritaner i sin mund. Det er ham for urimeligt. Dem fra Samaria kunne man jo ikke sige noget godt om. Så den lovkyndige svarer: Ham, som viste ham barmhjertighed. Og han var fra Samaria.
Ja, faktisk var der nogle, der kaldte Jesus samaritaner. De vidste ikke, hvor ret de havde. For han er den, der gør det, ingen andre gør. Han gør mere end vi kan forvente. Han bliver hos den overfaldne og hjælpeløse gennem nattens mørke. Han betaler for den hjælpeløse. Og han betaler gerne endnu engang. Han er den barmhjertige samaritaner. Den hjælpeløses hjælper. Der begynder det særligt kristelige. Der begynder næstekærligheden. Med Kristus selv. At han gør sig selv til vores næste. Det er kristendom!
Jørgen Hanssen