I adventstiden hører vi profetisk tale om det, der vil ske, eller rettere: om ham, som skal komme. Og lys efter lys bliver tændt i adventskransen som søndagene kommer. Men når der ikke er flere lys at tænde, hvad sker der så? Kunne det tænkes, at nogen kom til at sige: Var det alt?
Johannes Døber hører adventstiden til. Han er den, som venter på det helt afgørende, og samtidig er han den, der forbereder os på det. Men hvem er han? I hvert fald er han ikke nogen afglans af den, der skal komme. Ikke en genopstået Elias, der varsler Messias' komme. Ikke den store profet, som kan omvende folket. Og heller ikke har han nogen særlige ord at døbe på. Han døber jo kun med vand, fortæller evangelierne.
Johannes Døber er – ikke ret meget. Faktisk blot den, der råber i ørkenen. Han lever af græshopper og vilde biers honning. Og så tegnes der et billede af ham, vandrende næsten ørkesløst rundt på den anden side af Jordan-floden, hvor det ikke har vrimlet med mennesker. Dér råber han: Jævn Herrens vej! Jamen, for hvem, og til hvad nytte?
Det er som om Johannes går rundt i en verden, som har én stor mangel, en verden, der så at sige ikke er skabt færdig, men venter på det sidste og helt afgørende. Og samtidig insisterer han på, at dette ufærdige ikke kan være hele sandheden. Der må være mere at vente og noget andet at vente på end alle gængse svar! Der må være et afgørende ord fra Gud!
Jesus kaldte siden hen Johannes Døber for den største blandt kvindefødte. Og Døberens storhed består da deri, at han insisterer på hele Guds fylde. Og han bliver nærmest nødt til det, fordi han ser det ørkesløse, dvs. det ufærdige, manglen, i øjnene. - Det er ikke altid vi tør det. Lad os snakke om noget andet, siger vi, skifter fjernsynskanal og lader os underholde. Helt anderledes er det med Døberen. I en ørken er der heller ikke så mange muligheder. Man kan ikke bare ’skifte kanal.’ Men netop dér råber han så at sige efter Gud. Og sådan banede han Herrens vej! Han skulle være svaret i tomheden.
Og høres Johannes' råb? Lader Gud evigt vente på sig? Bliver det jul? Når tiden er inde, når det sidste lys i adventskransen er tændt, så drejer det sig jo blot om dette, at et barn bliver født i en stald og lagt i en krybbe.
Men det er det svar, Gud giver på Johannes' råb. Og med dette barn tilsiges vi Guds velbehag over vore ørkesløse liv. Det skal vi lade være nok!
Jørgen Hanssen