Kun i kirke når der er en særlig anledning?
Biskoppen i Roskilde har nylig sammen med en arbejdsgruppe udgivet en debatbog om gudstjenesten: "For Guds skyld - eller vores egen?" I indledningen skriver biskoppen: ”I det følgende forsøger vi at gøre vejen kortere og at hjælpe med at sænke dørtrinnet på vej ind i kirken”. Og biskoppen og arbejdsgruppen anviser dernæst 80 ideer til gudstjenester, som skal sænke kirkens dørtrin, og være en hjælp til menighedsråd og præster. F. eks. anbefaler man:
Pastagudstjeneste for hele familien. Afholdes så det er muligt umiddelbart efter gudstjenesten at spise sammen - for eksempel kl. 17 på en hverdag. Bedstemor- og børnebørns-gudstjeneste. Pilgrimsgudstjenester i forbindelse med pilgrimsvandringer. Fødselsdagsgudstjeneste enten på kirkens fødselsdag eller om sommeren for alle, der har fødselsdag i juni, juli og august. Sovedyrsgudstjeneste for småbørn. Rockgudstjeneste. Jagtgudstjeneste.
Debatbogens udgivelse hænger sammen med, at sine steder står det meget sløjt til med søndagens kirkegang. Folkekirkemedlemmerne holder sig borte, medmindre de har en særlig anledning til at komme, har biskoppen og arbejdsgruppen iagttaget.
Der er noget ganske rigtigt i den iagttagelse: Vi ved alle, at pladsen kan være trang, når der er dåb, konfirmation, bryllup, begravelse. Man kommer netop, når man har en anledning til det. Men er det ikke også sådan, det bør være? - Eller anderledes sagt: når man beslutter sig for at gå til søndagsgudstjeneste, så er det vel ikke fordi man forventer en særlig ”happening”, at se præsten stå på hovedet? Nej, man ved om, at søndagen er en helligdag: Kristi opstandelsesdag. Det er anledningen til at samles i kirken. Altså må vi hen i kirken for at høre, at vi i vort modsigelsesfyldte liv og truende død ikke er overladt til os selv, af ren og skær barmhjertighed fra Gud. Ja, som det hedder i gudstjenestens dagsorden, indgangsbønnen: Herre, jeg er kommet ind i dette dit hus for at høre, hvad du .. har at sige til mig.
Anden anledning til en gudstjeneste kan der aldrig blive! Men hvorfor så sovedyrsgudstjeneste og jagtgudstjeneste etc.? Det er vel kun ”indpakningen”, altså nogle attraktive overskrifter, der er det nye. Er der anledning til en jagtgudstjeneste, når jagtsæsonen begynder, skal menigheden vel ikke høre om nødvendigheden af rengjorte jagtrifler? Eller når der er ”sovedyrsgudstjeneste for småbørn” skal præsten vel ikke prædike om Peter Plys-bamser? Eller når der er rockgudstjeneste skal præsten vel ikke promovere en særlig musik?
Stakkels de jægere, der skal høre på præstens alenlange prædiken om måske ”du må ikke at slå ihjel”, såfremt de forventede noget andet! Stakkels småbørn med deres bamser, der skal høre på præstens alenlange prædiken om disciplene, der sov i Gethsemane have, såfremt de havde forventet noget andet.. Og stakkels de unge mennesker, der skal høre om måske disciplen Peter, klippen, på engelsk ”the rock”, såfremt de havde forventet noget andet. – Men alle skal naturligvis høre, hvad ”du Gud Fader, min skaber, du Herre Jesus, min frelser, du gode Helligånd, i liv og død min trøstermand, vil tale til mig”. Og hvis ikke det høres, så er der vel heldigvis en biskop, der kan irettesætte!
Søndagsgudstjenesten har det bestemt ikke godt alle steder. Men den får det ikke bedre af alternative gudstjenester under vildledende overskrifter. Vil folkekirken ikke vedkendes, at den er en kirke, der ikke samler sig om folks særinteresser, men om prædiken, dåb og nadver, så er den ligegyldig og overflødig. Forlang ikke at den skal blive det!
Og derfor må det være sådan, at enhver søndagsgudstjeneste også er for hele familien, ja, for børn, for bedstemor og børnebørn, for dem, der har fødselsdag, for dem, der går på højskole, for jægere osv. Og synes børnene, at det er kedeligt, så sig Schh! til dem. Så forstår de, at det er alvor for far og mor. For vi går dog i kirke for vores egne synderes skyld!
Jørgen Hanssen