Sådan lød en avisoverskrift i begyndelsen af år 2007. Det var en professor i psykologi, der overraskede med dette resultat. Og når netop en professor forsker sig frem til et sådant resultat, så skulle det dreje det sig om videnskab. Da må vi andre bøje nakken og skamfuldt indrømme: nej, vi er ikke så kloge som de andre. Nu skulle der nemlig være sikkert belæg for, at gudsfornægtere i gennemsnit har en intelligenskvotient, der er 5,8 % højere end de troendes.

’De troende’ kan vel egentlig være af så mange slags. Men i stedet for at begynde at forsvare os burde vi måske hellere påstå, at vi dog hele tiden har vidst om dette. Eller har vi ikke selv vidst det, så har den store apostel Paulus hele tiden vidst det.

Det var Paulus, som grundlagde menigheden i Korint i Grækenland. Siden hen stod han i brevveksling med denne menighed. Og i sit 1. Korinterbrev, kap. 1, erindrer han bl.a., hvordan det var, da korinterne forlod hedenskabet og gik over til det evangelium, han bragte dem. Paulus skriver til dem: ”I var ikke mange vise i verdslig forstand, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme”. Og efter at korinterne tog imod det evangelium Paulus bragte dem, er deres intelligenskvotient vel næppe straks steget med adskillige procent.

Men Paulus har så en pointe, nemlig at visdommen ikke er alt. Et menneskes lykke og salighed afhænger ikke af den. For, siger han: ”det, som er dårskab i verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, som er svagt i verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme, og det, som verden ser ned på, og som ringeagtes, det, som ingenting er, udvalgte Gud for at gøre det, som er noget til ingenting – for at ingen skal have noget at være stolt af over for Gud”.

Paulus benægter altså overhovedet ikke, at nogen er klogere end andre, og mindst af alt, at de troende korintere skulle være det. Nej, allerede omkring år 50 e. Kristi fødsel vidste en teltmager og apostel ved navn Paulus fra Tarsus i Kilikien det, som en professor i udviklingspsykologi fra Århus med stolthed først når frem til i år 2007!

Og så gik Paulus endda et skridt yderligere end den lærde professor gjorde, idet han også til korinterne taler om, at der klæber en hel del dårskab ved Gud selv! Gud har nemlig ikke besluttet, at verden, dvs. vi, skulle lære Gud at kende i kraft af en intelligens og visdom, nedfældet i menneskene. Heller ikke i kraft af overbevisende tegn fra Gud selv. - Ligesom visdom er magt åbenbart heller ikke alt. – Nej, verden skal lære Gud at kende alene ved den dårskab, der prædikes om: ”For da Gud i sin visdom ikke ville, at verden skulle kende ham gennem sin egen visdom, besluttede Gud at frelse dem, som tror, ved den dårskab, der prædikes om!”

Er det et overmåde intelligent træk fra Gud? Så smart gjort, at man til sig selv må sige: Hold da op! Det havde jeg aldrig selv fundet på! Men sådan ville Gud gøre verdens visdom til dårskab. Og Guds dårskab er visere end mennesker, siger Paulus, og Guds svaghed er stærkere end mennesker. ’Ja, de vises visdom vil jeg ødelægge, de kloges klogskab vil jeg tilintetgøre’.

Hvad er det så nærmere for en dårskab, der skal prædikes om? Det er Jesus Kristus, Messias - som korsfæstet! For jøder en forargelse, så sandt som Guds salvede ikke hører til på et kors. Og for hedninger er en dårskab, så sandt som Gud på et kors ingen mening giver. Men sådan skal der prædikes: Kristus som korsfæstet! Ikke en prædiken om en Gud, der vupti fjerner al modgang, alt det meningsløse, al lidelse. Snarere er der tale om en Gud, der tager sig alt dette på, ja, nærmest søger det, og på den måde overvinder det! – For Kristus som korsfæstet er samtidig Guds kraft og Guds visdom. –

Og selv har vi hver for sig vores visdom og klogskab som en professor har sin. Og vi forstår langt fra alt. Men vores visdom og indsigt er altså heller ikke det afgørende. Vores lykke og glæde ved det hele skal ikke afhænge af den. Og vil en professor tager lykken og glæden ved det hele fra os, så er der en Paulus, som allerede har taget os i forsvar, idet han henviser til den Gud, der gør de vise til skamme, idet han udvælger de ringeagtede.

 Jørgen Hanssen

2007