Til alle tiders konfirmander.
Konfirmander! Jeg har ikke lagt skjul på, at meningen med konfirmand-undervisningen var den ganske enkle, at få viden om kristendom – eller, hvad der er det samme: at komme til viden om, hvorfor der står en kirke i Roager, i Spandet, i Vodder, ja, alle vegne, hvor vi begiver os hen. Og hvorfor der er en døbefont, et nadverbord og en prædikestol i hver af dem.
Jeg håber, I fik lært noget. Jo, og så fik I også sagt noget i konfirmandstuen. I fik givet jeres mening til kende. Udmærket! – Vi fik ind i mellem nogle gode diskussioner, og i den forbindelse kan jeg ikke lade være med at tilkendegive, at jeg synes, vi har haft det rigtig, rigtig godt sammen i konfirmandstuen. Havde I bare sagt ”nå” til det hele, så ville det have været temmelig kedeligt for mig. Men I har stillet gode spørgsmål, I har været kritiske. Hvilket der netop også er plads til i en konfirmandstue.
Men i kirke, der kommer vi ikke for at høre på os selv. Der kommer vi for at høre kristendommen, evangeliet, blive forkyndt. Og alle dage har det været sådan, at man enten troede på det, der blev forkyndt, eller man troede ikke på det. – I den forbindelse har jeg lært jer ordet ’at forarges’.
Det var tit nok det, man gjorde på Jesus selv. Man harmedes på ham. Man stødtes på ham. For så tog han de små børn i favn og velsignede dem. Jamen, det kunne man da ikke gøre! De havde jo ikke præsteret noget over for Gud. De var jo ingenting.
Og så spiste han med toldere og syndere. Igen: det kunne han da ikke, i hvert fald ikke når han vedkendte sig titlen ’Guds søn’. Og så sagde han til en kvinde, grebet i en pinlig situation: dine synder er dig forladt. Hvad var meningen? spurgte man. Og man forargedes.
Og så er vi med eet inde ved sagens kerne. Inde ved det, der ikke står til diskussion: Ordet fra Gud, som Jesus prædikede. Da spidser alt sig til. Da nytter det ikke at komme med sine indvendinger og diskutere med Gud!
Man kunne jo tænkes at sige: jeg er alt for dum til at være et Guds barn, eller måske den anden er det; eller jeg er alt for tyk; eller jeg er alt for mager; eller jeg har alt for meget på samvittigheden til, at det skulle gælde længere. Eller én kan sige: jeg har mistet én, jeg har holdt af; så jeg kan ikke længere være et Guds barn. Livet har været uretfærdigt over for mig, nu er jeg slet ingenting.
Jamen, her nytter det ikke at diskutere med Gud; hele sit liv satte Jesus ind på at vise os det! - Er du døbt, så har du lov til at anse dig som et Guds barn og dermed kaste alle forbehold og alle bekymringer over bord. Og tør vi det, så sker der det underlige, at alt egentlig bliver godt! Fremtiden kommer til at stå åben.
I kender eventyret om Klods-Hans af H. C. Andersen. Klods-Hans skal op på slottet og fri til prinsessen. Men Klods-Hans har ingen hest. Nej, men så tager han en gedebuk og kommer alligevel af sted.
På vejen finder han en død krage, en gammel træsko og noget pludder fra vejgrøften. Hans brødre griner ad ham; men Klods-Hans finder på at lave den døde krage til et festmåltid og stege den i en træsko og bruge pludderet som sovs. Og imponerer prinsessen, mens alle andre forarges!
Klods-Hans ser liv og muligheder, hvor de andre ikke ser andet end sig selv. Hans liv går ikke i stykker, skønt han rider igennem det på en gedebuk og ikke en fornem hest! På en eller anden måde troede han, at han var god nok, som han var, altså, at han var et Guds barn!
Kan I forestille jer en omvendt Klods-Hans? Han er utilfreds med sig selv, fordi han ikke er som andre. Han er sur, fordi han kun har en ged. Aldrig er der noget, der er godt nok. Aldrig er der noget, der er noget ved.
Og den omvendte Klods-Hans ville sikkert heller ikke være glad for sin prinsesse ret længe. Snart ville han begynde at finde fejl ved hende og spørge: hvorfor gør du nu sådan?
Det er helt sikkert, at der kommer dage, da vi bare synes, at der ikke er noget ved noget, at verden ser ud, som om den er skabt af en omvendt Klods-Hans. – Hvad da? Da må vi så se at blive konfirmerede igen, altså blive bekræftede i, at vi trods alt er Guds børn. Og det sker her i dette hus, som er indrettet sådan, at vi må høre og lytte – og hvor der i hvert fald er én ting, Gud ikke vil diskutere med os. Om vi er hans eller ej. I skal tro på, at I er Guds kære børn!
I netop Trosbekendelsen siger vi nej til den forkerte Klods-Hans, Djævelen, der altid vil brokke sig over livet og få os til at brokke os med. Derimod siger vi ja til at høre på, hvad vor Far i himlen har at sige til os gennem den historie, han fortalte med Jesus. Han, som i dåben til enhver af os sagde, at han vil være med os alle dage, indtil verdens ende, og trods alt. Det er dåbens pagt. Og verden skal med al sin magt ikke rokke os fra den.
Jørgen Hanssen