Gud er stor - men også lille!
Om nogle tegninger
Lille? Jo, julenat hører vi det: Frygt ikke – i dag er der født jer en frelser i Davids by. Men tegnet I får er dette: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.
Gud er stor, men også lille! Han er indbegrebet af al rigdom, men fødes aldeles fattig. Fattig kom du til jorden ned / rige blev vi til evig tid. Gud giver afkald, for at vi kan blive rige. Små bliver store. I hvert fald hører de små Guds rige til, alt imens evangeliet forkyndes for toldere og syndere. Her vendes alt virkelig på hovedet. Den store Gud som et lille menneske! Den almægtige bliver afmægtig! I Johannes evg. kalder Jesus det i øvrigt at blive herliggjort. Han skal lide og dø. Han er at ligne med et hvedekorn, der lægges i jorden. Ellers kunne han heller ikke opstå fra de døde!
Det er korsets gåde, at der er en nåde og barmhjertighed over vort liv og vor død, tilvejebragt af den almægtige Gud selv. Han lod sig ydmyge, håne, mishandle og spytte på. Fjernede ikke døden, men tog den på sig. Udsatte sig for alt, gik igennem alt. Tålte alt, troede alt, håbede alt, udholdt alt, for det gør kærligheden.
Men derfor kan vi tåle at se Kristus Jesus afbildet som hvad som helst. Vi tager ikke anstød af at se ham afbildet med en tornekrone eller på et kors. Sådan forholdt det sig jo. Ja, Gud er stor, men også lille.
Allah er stor, - og Muhammed er hans profet, siger muslimerne. Og Allah er vedvarende stor. Han har jo en lov, og den gælder ubetinget og kræver underkastelse. Islam betyder underkastelse. Og muslim er man i samme øjeblik man underkaster sig denne lov.
Når Danmark har været på forsiden af alverdens aviser, når Dannebrog er blevet brændt af, så har det at gøre med, at for en muslim tilsnavses Allahs storhed, når man afbilder hans profet Muhammed. Og vi kan ikke få det ind i vore hoveder, at tolv tegninger af profeten Muhammed betyder noget for antallet af arbejdspladser i Danmark og dermed har økonomiske konsekvenser.
Vi forstår det ikke. Fordi vi har lært Gud at kende gennem Jesus Kristus! Vi har lært den almægtige Gud at kende som afmægtig. Som den, der blev hånet, spottet og spyttet på. Som den, der ikke engang var hævet over døden, men selv udsatte sig for den. Hvedekornet skal falde i jorden og dø. Og hvis ikke? Så ville Gud kun være den store Gud langt borte. Apatisk, ikke sympatisk. Han ville ikke kunne lide sammen med os. Jo, han ville nok netop være stor, men storhed består måske først og fremmest i at være en lille blandt de små!
Det er Jesu herlighed, at han vil være Gud med os. At han vil tåle spotten, smerten og angsten sammen med os. At han altså gav afkald på storheden og blev et menneske som du og jeg, for at kunne være sammen med os i livets strid og møje, helt igennem til opstandelsen.
Hvor muslimen først og fremmest siger: Gud er stor, siger den kristne: Gud er også så lille, at han kan være Gud for lille mig. Han tåler mig! Og kunne jeg ikke tåle at se ham afbildet på et kors eller forestille mig ham lig et hvedekorn, så ville det være helt ude for mig.
Muslimer verden over bliver vrede over tolv tegninger, fordi disse tilsmudser Allahs storhed. Han, der først og fremmest betegnes som stor synes væltet omkuld af nogle streger i en avis. Vi kan kun dømme om det på den måde, at Guds styrke ikke består i, at han alene er stor og almægtig, men at han af nåde og kærlighed til os tør blive lille.
Vi tror derfor, at vores Gud er stærk nok til alt Han har nemlig været det hele igennem i Jesus Kristus. Der har han vist os, at hans magt fuldkommes i afmagt.
Jørgen Hanssen