For mange gudstjenester?

Det er sket før, at antallet af helligdage er blevet reduceret. Det er ved at være lang tid siden. I 1770 kom Helligdags-reformen, som afskaffede bl.a. 3. juledag, 3. påskedag og 3. pinsedag. En af grundene var i øvrigt, at de mange helligdage blev for meget anvendt til ”Lediggang og Laster.” Så var der mere fornuft i at disse dage, i øvrigt efter andre protestantiske landes eksempel, blev anvendt til ”arbejde og nyttig gerning” som det hedder i Helligdagsforordningen af 26. okt. 1770.

Der er mange gudstjenester i julen, og det er der også, når det bliver påske. For mange, har nogen hvisket mig i øret. Vel, i de mindre sogne langt ude på landet, hvor der er længere mellem dåbene end i de større sogne, og hvor vi i det hele taget er færre, kan det store antal gudstjenester i julen og i påsken måske gå hen og blive en belastning for det menighedsråd, der har den faste holdning, at kirkepersonalet og præsten ikke skal møde op til en tom kirke på f. eks. en 2. juledag eller en Langfredag. Af et venligt hjerte tænker man også som så: kirketjeneren skal ikke forgæves have opvarmet kirken og tændt de mange lys; kirkesanger og organist skal ikke forgæves have øvet salmerne, og præsten skal ikke forgæves have skrevet prædiken. I mange sogne vil der forhåbentlig også være en lille menighed, som er af samme opfattelse, mens en stor del af de øvrige folkekirkemedlemmer synes at kunne undvære strømmen af julens og påskens helligdage. Men er det med ovennævnte motiver man møder op i kirken, så kan mængden af gudstjenester i julen og i påsken ganske sikkert blive, ja, en belastning for nogle.

Efter 240 år, er tiden så kommet til at reducere antallet af helligdage, måske først og fremmest ude på landet? Faktisk kan et menighedsråd ansøge biskoppen om tilladelse til at skære ned i antallet af gudstjenester. Og søges skal der, fordi gudstjenesterne faktisk er lovpligtige. Men hvilken begrundelse skal man give for sin ansøgning? At det kniber med folks lyst til at gå i kirke? At man har så meget andet at se til på både højhelligdagene og de andre helligdage? At Juleaften og Påskedag må være nok?

Sidstnævnte begrundelse vil jeg ikke anbefale. På de mange søn- og helligdage følger vi med i Jesu liv, død og opstandelse. Og dagene belyser gensidigt hinanden. Evangeliet fra Lukas kap. 2, om hvad der skete i de dage, da der udgik en befaling fra kejser Augustus, er ikke eventyr og den rene idyl. Skulle man alligevel falde i den grøft, så bliver det i hvert fald korrigeret 2. juledag. – Og Påskedag fortæller om Jesu opstandelse og dødens overvindelse. Men Påskedag uden Skærtorsdag og Langfredag mister helt sin betydning. Det er ikke en udødelig, der opstår. Men et menneske, der blev svigtet og korsfæstet.

Og endelig, hvad afgør en gudstjenestes kvalitet? -  om dette ord må være tilladt. Det er dog ikke antallet af fremmødte, men dette, at vi alle afbrydes af et Guds ord, der er anderledes og som taler til os om vort liv og vor død på en anden måde end vi ellers hører. Underholdning er der i forvejen nok af. Men hvem kan i længden leve af underholdning?

Jørgen Hanssen

Januar 2010