Forsvar for det unødvendige. Konfirmation 2006

Konfirmationsprædiken over Markus 14, 3-9

Det var altså ikke nødvendigt, dette som skete i Simon den Spedalskes hus. Kostbar nardusolie ud over Jesu hoved. For trehundred denarer, faktisk svarende til en arbejders årsløn. Sikke et spild! Pengene kunne jo være givet til de fattige, kunne man hurtigt enes om. Noget så unødvendigt. Og de overfusede kvinden.

Nej, nødvendigt var det vel ikke, hvad hun gjorde. Og heldigvis er der da noget, som ikke er nødvendigt. Ja, faktisk kan det være utroligt befriende bare en gang imellem at give sig det unødvendige i vold. F. eks. tælle stjerner på nattehimlen eller spille et absolut unødvendigt spil på sin computer eller sin Playstation 2.

Vores dagligdag er fyldt til randen med alt muligt, som er nødvendigt. Konfirmander, I kender til det. Så hedder det op og i skole, lære tysk, lære matematik. Så skal I måske også til præst. Så skal tænderne reguleres, for også det er nødvendigt, bliver der sagt.

Og vi voksne ved også om det. Så skal vi på arbejde. Så skal der også lige købes ind, inden man kommer hjem. Så skal der laves mad, for familien er ved at dø af sult. Og på et tidspunkt bliver det også nødvendigt at få sin nattesøvn.

Når noget kaldes nødvendigt, så har det altid en funktion, det skal opfylde et bestemt formål. Når det er nødvendigt at gå i skole, så er det fordi vi en anden dag helst skal kunne klare os selv. Passe et arbejde. Eller mad opfylder også et bestemt formål: vi er sultne og skal mættes. Mad er nødvendig. Såvel som søvn er det.

Men så nævnte jeg også det med at gå til præst og blive konfirmeret? Er det nødvendigt? Kunne man ikke godt tænkes at have et fortræffeligt liv uden at være konfirmeret? Ja, er det med Gud i det hele taget nødvendigt? - Jeg synes, vi må svare ærligt og sige: nej, det er det ikke. Hvilket jo også viser sig ved, at nogen klarer sig udmærket uden. - Alt det med Gud er ikke nødvendigt som så meget andet er nødvendigt.

Derimod er afguder nødvendige. Og afguderne er ikke alle som én afgået ved døden. Til at give os anseelse er penge nødvendige. Den rigtige bil skal give os prestige. Mobiltelefonen skal gøre os smarte. Motion skal gøre os om ikke udødelige, så dog uovervindelige. Ja, afguder har altid en funktion. De skal opfylde bestemte formål for os. Derfor er de nødvendige.

Og så er vi tilbage i Simon den Spedalskes hus. Det var helt unødvendigt, hvad der her skete. Det tjente intet formål. Spild af penge. Denne salve kunne være solgt for over tre hundrede denarer og givet til de fattige.

Og det var jo sandt! For hvad ville kvinden opnå med det, hun gjorde? Det eneste hun opnåede var at blive overfuset.

Men se, måske er sagen den, at hun allerede – før scenen i Simon den Spedalskes hus - havde opnået noget! Ikke sådan, at hun selv havde gjort noget som helst dertil. Ikke at hun havde været en slags eksemplarisk konfirmand, der længe havde fortjent noget. Andre af evangelisterne lægger faktisk vægt på, at hun overhovedet ikke havde fortjent noget som helst, for hun var sådan én, der trak på gaden.

Dog hun gjorde en god gerning, siger Jesus. Og for at gøre en god gerning så er det nok sådan, at man selv først skal have mødt godhed. For at give, må man først have modtaget. For at holde af og værdsætte, må man selv først have erfaret kærlighed. Eller man kan ikke tale, uden at der er nogen, der først har talt til én, og tiltalt én.

Mon ikke det var derfor, at denne navnløse kvinde gjorde, som hun gjorde? Den vanvittig dyre olie skulle ikke til for at opnå et eller andet. Hun var ikke ude i afguderiets ærinde. Nej, for alt var opnået. Hun havde mødt denne Jesus, og han havde betydet en forskel for hende.

Derfor olien, svarende til en arbejders årsløn. Den er en lovsang, en tak til ham, uden hvem denne kvinde måtte være gået til i, ja, hvem ved, skyld og skam og egne bebrejdelser. Og så kunne mindre end denne salve ikke gøre det. Kun det bedste var godt nok. Som tak og lov og pris. Og unødvendigt var det.

Men det er dette unødvendige, der i dag samler os her. Vi er her, ikke for at vi skal opnå det ene eller det andet. Her dyrker vi ikke afguder, der altid er nødvendige for at opnå noget. 

Vi er her derimod for at høre, at der en Gud og far, der allerede sagde ja til os i vor dåb. Og i dag vil vi bede ham om at bekræfte, konfirmere sit ja, at vi stadigvæk er hans børn, hvad andre eller vi selv end måtte mene om os.

Andre kan mene, at vi er dumme, har for mange fregner og bumser, er for fede eller for magre. Det kan vi også selv mene. Andre kan sige nej til os, og vi kan sige nej til os selv. Men her, i dag, skal vi lytte efter et Ja, der bliver bekræftet.

Og stort er det, at vor Far i himlen vil sige ja til os – som dem, vi er!

Derfor konfirmander, bliver der gjort meget ud af jer i dag. For det er stort, når man har nået den alder, hvor man med egne ører kan høre, at man er anerkendt på højeste sted – som den man er. Derfor lader vi dagen i dag koste noget.

Og fornuft, rationalitet eller nødvendighed har det ikke at gøre med. Nej, Gud ske tak og lov kan man endnu være på steder, hvor alt dette ikke skal forpeste tilværelsen. Gud ske tak og lov kan vi være på et sted, hvor vi forsvares som dem vi er – ligesom Jesus forsvarede kvinden. Og da af hjertet takke for det.

Kvinden skulle have lov til at gøre det unødvendige, hun gjorde. - Lad hende være! sagde Jesus. Giv hende dog lov til at være glad og taknemlig. Hvorfor gør I det svært for hende? – Og så føjede han til: Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen.

Ja, Langfredag blev han korsfæstet, som havde vist den anonyme kvinde en sådan godhed, så at hun selv måtte vise godhed, ud over alle grænser. Han skulle hånes, spottes og spyttes på. Og så skulle han dø på et kors og blive begravet, fordi verden i sin egen selvhøjtidelighed kun vil vide af det fornuftige, det rationelle, det nødvendige, - af det, der tit nok opfylder afguderiets formål og funktioner.

Men Jesus forsvarede det totalt unødvendige: En hel årsløn af en salve ud over hans hoved. Ingen kunne åbenbart gøre én så taknemlig som han. Nej, men han havde også faktisk konfirmeret hende. Bekræftet, at også hun var et Guds barn. Hun havde hørt et ja. Og måtte takke for det.

Og har vi ondt af dagens aldeles unødvendige ødselhed, så husk på, at de fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem.  

Jørgen Hanssen