|
Konfirmation 2012
Konfirmationsprædiken 2012. Klik på billedet
Prædiken Mariæ Bebudelsesdag
Sommermøde 26. juni kl. 14.30
Uwe Dall, fhv. seminarielektor i Ribe fortæller om det sønder-jyske kaffebord i grænselands-kampen. Sted: Præstegårdens konfirmandstue.
|
 |
Fru Hyacinth og hendes modsætninger
Prædiken over Mattæus 25, 14-30. En konfirmationsprædiken.
Måske har vi en gang i mellem set fru Hyacinth i fjernsynet. Hvad skal man kalde hende? Vel nærmest en snob, dog af den mere underholdende slags.
"Fint skal det være", hedder serien. Når hendes mand, Richard, har ondt i storetåen, faktisk pga. svamp, så belærer hun ham om, at han da godt kunne fejle noget pænere. Til naboerne fortæller hun derfor, at problemet med storetåen drejer sig om "et eksklusivt bevægelses-problem", nemlig podagra. For podagra accepteres i vide kredse, ved hun. Selveste hertugen af Durham havde podagra!
Ja, "fint skal det være". Når det er fint, så tror hun nemlig at de andre vil beundre hende. Eller bedre: at de vil acceptere hende. Det er vigtigt for hende at blive beundret og accepteret. Derfor har hun i skabet det rigtige kaffestel og spisestel, og så sørger hun altså også for, at manden ikke blot har svamp, men podagra som hertugen af Durham.
Fru Hyacinth snobber opad. Måske har hun også sine grunde. Hun har jo et par søstre, den ene, på sin vis meget pæn, men hun har nogle hyppigt skiftende og ind i mellem tvivlsomme herrebekendtskaber, og den anden er gift med Onslow, der ikke orker andet end at se fjernsyn og drikke øl i undertrøje. Og så er der endelig også den senile far, der tror, at der stadigvæk er krig. De trækker alle hende nedad. Men ved så at snobbe opad, ved at efterligne dem i de lidt højere sociale lag, så får hun en følelse af selv at høre til i det lidt højere sociale lag. Og den følelse gør hende godt. Derfor: fint skal det være!
Som man kan snobbe opad, kan man imidlertid også snobbe nedad. Så må det endelig ikke være for fint. Kaffekoppen skal helst være med skår og uden hank. Man kan også godt gå i kedeldragt hele søndagen. For tænk, hvis der var nogen, der skulle gå hen og kalde én en snob! Det ville jo være forfærdeligt!
Men snobberiet er ikke kun forbeholdt vi voksne. Jeg har bemærket, at skoleelever faktisk kan kalde en kammerat for en snob, hvis vedkommende møder velforberedt til timerne på skolen, hvis lektierne altså er lavet. Så vil man jo fedte sig ind hos læreren, så vil man være bedre end kammeraterne, man stræber, og, ja nu om stunder hedder det at være en snob, og det skal man sandelig have at vide! -
Vi lever uden tvivl stadigvæk i Jante-lovens Danmark: Du skal ikke tro, du er noget! Du skal ikke tro, du er bedre end andre. - Og kravet om ikke at være anderledes kan antage massiv karakter og være et sådant pres og derfor på alle måder have sin tilsigtede virkning. Man indretter sig efter de andres mening! Hvilket barn vil ikke frygte for kammeraternes dom? Og prisen eller konsekvensen, jo, den kan nemt være, at der ikke bare var nogle, men mange talenter, der ikke blev brugt - af ren og skær frygt for de andre og deres dom.
Hvad er værst? Snobberiet opad eller snobberiet nedad? Fru Hyacinths bestræbelse på at efterleve den gode tone og de gode manerer i de højere sociale lag, eller klassekammeraternes moppen, fordi der er én, der gør, hvad han skal ? - Jamen, det er dog på alle måder nedad-snobberiet, der er det værste.
Fru Hyacinth er kun til at le ad, men det er sandt at sige til at græde over, at talenter skal gå til spilde. Ikke kun den ene elevs, der af frygt for kammeraterne bliver tvunget til at grave sine talenter ned, men lige så meget de andres talenter, som også går til spilde, - fordi man har en vanvittig ide om, at det er snobberi at have forberedt sig og kunne sine ting.
Både snobberiet opad såvel som snobberiet nedad har jo netop med frygt at gøre. En frygt for de andres mening og dom. Hvis ikke fru Hyacint snobbede opad, måtte hun jo frygte at blive overset, - ingenting at være - i dem, hvis øjne hun gerne vil være noget. Og hvis ikke den velforberedte elev opgav at møde velforberedt, ja, så måtte han jo frygte kammeraternes dom.
I Jesu lignelse om de betroede talenter tales der også om frygt. Den er overhovedet ikke noget problem for de to første tjenere. De gør nemlig uden videre, hvad der faktisk forventes af dem. De bruger det pund, der blev dem givet. Det vil ganske enkelt sige: de bruger det liv, der blev dem skænket og betroet, - altså netop givet.
Og livet er ikke vort eget, hvis vi troede det. Nej, det er betroet gods. Det er med det som med en sum penge, man har fået. Og penges natur er at blive brugt. De skal investeres, så at der kommer mere ud af dem.
Men for den tredje tjener er det altså et problem! Han frygtede for at bruge sin ene talent, altså sit liv. For han frygter sin herre, dvs. han frygter Gud. Han graver sin ene talent ned i et hul i jorden.
Og det er netop ikke dovenskab, der forhindrer ham i at give sit pund ud. Det er ikke ugidelighed. Nej, det er ren og skær frygt: "Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden".
Jamen, også han fik dog noget betroet. Åbenbart ser Gud på os som nogle, der uden undtagelse har fået talenter. -
Og de talenter, naturligvis skal de bruges; og der er ingen undskyldninger. Det er en mening med vort liv. - Det skal gives ud som en sum penge. Investeres. - Du skal vove at gøre det, du kan! Det, som dit talent er til! - Og frygt ikke!
Ja, det er jo i virkeligheden en enorm tillid, vi her mødes med, eller det er præcis den enorme tillid, som Gud vil have, at vi skal betragte vort liv med. Her er dit liv! Så brug det! Sæt det ind. Invester det. Efter netop din evne. Vær dig selv og sæt ikke dit lys under en skæppe. -
Men den tredje tjener mødte tilliden med mistillid.
Og vi, hvad møder vi den med? Mulighederne er nævnt: vi kan enten snobbe opad eller nedad. - for vi frygter for de andres dom, over os. Vi frygter, at de ikke kan lide os, godtager os, accepterer os. At de vrænger på næsen ad os. Der er en tilsyneladende meget overbevisende fru Hyacinth og en nervøs skoleelev i os alle. Derfor, mener vi, må vi hellere indrette os efter, hvad de andre gør og siger. Vi må tilfredsstille dem, for så er de tilfredse med os. Og så kan vi være i fred.
Og så gør vi, hvad de andre helst ser os gøre. Og vi bliver til at le ad eller græde over. Talenter, der ikke er der, skal absolut manes op af jorden. Derved bliver vi kunstige. Vi bliver kun til dem, der stiller os an. Og talenter, der på alle måder er der, skal absolut graves ned i jorden. Hvilket spild, hvilken skam! Men hvad er der at gøre ved mennesker, der mere frygter andre menneskers mening end den tillid Gud har til hver af os?
Men se, nu ved vi, at vort liv ikke skal være frygt. Jo, nok Gudsfrygt. Men nu ved vi så også, at Gudsfrygt lamslår ikke. Gudsfrygt gør ikke ondt i maven. At frygte Gud er blot at rette sig efter, at han har givet os en mening med det liv, han har betroet os. At vore talenter skal bruges. Og han har den tillid til os, at vi virkelig kan det!
Og at høre om den tillid, jeg kan ikke sige det på anden måde, end at det også er at høre, hvad konfirmation er. - Hører vi om Guds tillid til os, så bliver vi jo bekræftet i det, som vi næsten ikke turde tro på: at vor Far i himlen anser os som sine, og at alt, alt, derfor er godt. -
Se, hvor stor en kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det! Og så er vi fritaget for på alle mulige måder at skulle stille os an.
Ja, .. nu kan i din dåb / med saligheds håb / din sjæl og dit hjerte du bade.
Jørgen Hanssen
Opdateret
15-06-2011 /
af
Admin
|
|
Spandet menighedsråd
Klik på billedet
Også menighedsrådsmøder 2012
Udflugt for ældre d. 23. maj
Afgang fra Roager kirke kl. 11.30; fra Spandet kirke kl. 12.00.
Turen går til Kobbermølle og Jardelund med aftensmad på Øster Højst Kro.
Tilmelding til sognepræsten på tlf. 76 88 40 20, senest d. 16. maj. Husk Pas!
|