Hvad vil vi med kirken! Og hvad vil vi ikke? Jan. 2009
Jeg var på et obligatorisk kursus sammen med alle andre præster i mit provsti. Der lærte vi, at menighedsråd og præster fremover skal lære at stille spørgsmålet: Hvad vil vi med kirken? Jeg havde svært ved at forstå spørgsmålet, og har det stadigvæk; derfor står der et udråbstegn i overskriften, ikke et spørgsmålstegn som man retteligen burde forvente. For set fra mit vindue er spørgsmålet om, hvad vi vil med kirken, allerede besvaret i og med, at der rundt om i sognene holdes de ordinerede gudstjenester og udføres kirkelige handlinger. Tilmed forekommer det mig, at der i spørgsmålet ligger den antagelse, at mennesker kan gøre med kirken, hvad de vil.
Men baggrunden for spørgsmålet er reel og alvorlig nok. Sagen er den, at inden for overskuelig tid vil der ske intet mindre end en voldsom omvæltning for Den danske Folkekirkes vedkommende. Der vil blive indført en ny ledelsesmæssig og økonomisk struktur. Som hos den kommunale hjemmepleje, som hos regionernes sygehuse, ja som alle andre steder i samfundet er turen nu kommet til kirken. – Og hvad er hensigten? Man vil måle effektiviteten, for derigennem bedre at kunne styre økonomien. Management er nøgleordet. Fra at have budgetter, der opremsede de påtænkte udgifter, vil disse nu blive inddelt efter målsætninger, præcis som alle andre steder i samfundet.
I den forbindelse forlanges det af menighedsråd og præster, at de skal være i stand til netop at formulere målsætninger for kirken i sognet. ”Hvad vil vi med vores kirke?” skal man spørge sig selv. ”Vi vil have flere i kirke; en fem pct. højere kirkegang over det næste år”, kunne svaret lyde. - I hvert fald: man skal profilere sin virksomhed, sætte ord på, hvordan man vil være kirke. Kan man ikke det, får man heller ingen penge til at være kirke for. Der skal ses resultater. Kirken skal være kirke på erhvervslivet vilkår!
”Hvad vil vi med vores kirke?” – Det er et så at sige gratis spørgsmål. Skal et sådant spørgsmål give mening, så må man også gøre rede for, hvad man ikke vil – og ikke vil gå med til. Og da kunne man så passende begynde med at spørge sig selv, om kirken skal være menneskers i den forstand, at de kan skalte og valte med den som de vil? Kirken, det er også evangeliets forkyndelse. Og den forkyndelse skal vel ikke forandres, så at evangeliet mister sin forargelse og bliver mere spiseligt for det moderne menneske? På en sådan måde skulle menighedsråd og præster helst ikke blive herrer over kirken, og sætte den en dagsorden efter behag. Kirken har vel en Herre, og dermed allerede en dagsorden!
Når de gamle rundt om i sognene byggede først en trækirke og senere en kirke af sten, så var det for, at der skulle være et særligt rum til en gudstjeneste med dåb og nadver. Så enkelt var det. Og efter reformationen skærpedes anliggendet: I dette særlige rum skulle man først og fremmest hørte noget andet end det, man hørte alle andre steder: et evangelium. Som nok skulle udlægges i menneskemund, men som aldrig kunne blive verden lig. Så enfoldigt var det. Og sådan var dagsordenen allerede sat.
Desværre er det så sandt, at højere kirkegang sine steder ikke ville være nogen skade til. Men kan man så ikke som kirkegænger, f. eks. en 2. Juledag, midt i julefreden, forlange at høre noget mere underholdende end et evangelium om profeter, der slås ihjel og andre, der piskes og en Stefanus, der bliver brutalt henrettet? Kan man profilere sin virksomhed med det? Eller hvad med Langfredag og al dens tale om synd og lidelse og død? En løsning kunne vel være at afskaffe dagen og i stedet nøjes med Påskedag. Da ville man så også slippe for at høre Jesu ord i Gethsemane have: ”Ikke, hvad jeg vil, men hvad du vil!”
Det som Folkekirken har at tilbyde med sine gudstjenester og kirkelige handlinger er ikke som en vare erhvervslivet tilbyder til en vis pris. Hvad der tilbydes er et gratis ord fra Gud, som er sandt, enten vi bifalder det eller ej. Prædikanten Jesus døde af at prædike dette Guds ord. Verden brød sig ikke om det. Ord fra management-verdenen som ”succes” og ”effektivitet” er derfor svære at indpasse, når vi taler kirke og evangelieforkyndelse. – Men beslutningen er taget. Også i kirken skal der nu vejes og måles.
Forargeligt nok for en strømlinet tid fortalte Jesus engang en lignelse om en fars søn, der var aldeles ineffektiv og uden succes. Det eneste han duede til var at sætte penge over styr. Ham har der indtil nu altid været plads til i kirken. – Og en kirke kan vel dårligt nok give plads til andre. Men hvordan glæden over og trøsten ved at høre en sådan lignelse skal måles og vejes, aner jeg ikke.
Jørgen Hanssen