Prædiken, 1. s. i Advent 2011. Lukas 4, 16-30

Der sker meget vedrørende folkekirken i disse tider. Vi går ind i et nyt kirkeår, hvor vi vil høre mere og mere om, at båndene mellem stat og kirke skal ophøre, så at folkekirken med dens kristne tro ikke længere skal have en særstatus som ellers bestemt i grundloven. Ikke blot skal alle kristne kirker ligestilles, men også alle religioner.

Siden sidste valg til folketinget er der derfor heller ikke længere noget, der hedder Kirkeministeriet. Nu hedder det Ligestillings- og kirkeministeriet med en minister, som har titel af Ligestilings- og kirkeminister.

Denne udtalte i øvrigt for ganske nylig, at det glædede ham, at det nu er hele folket, der er velkommen i den danske folkekirke!

Man kommer til at studse en ekstra gang. For hvornår har hele det danske folk ikke været velkommen i den danske folkekirke? Her i kirken kan man faktisk komme, uden at være medlem af folkekirken. Her kan man også komme, selv om man er dansk buddhist eller muslim, syvende dags adventist eller katolik. Kirketjeneren står ikke i døren og beder om et medlemsbevis. Frit går man ind i kirkerummet og kan sætte sig frit. Ingen spørger om motiver eller andet. Man er velkommen. 

Til gengæld ville det være forkert at byde medlemmerne af folkekirken velkommen, altså enhver døbt. For som døbt – og dermed medlem – er kirken ens eget hus. Og det er malplaceret at byde et menneske velkommen i sit eget hus og hjem. Her har man hjemsted og tilhører menigheden. 

Og som tilhørende menigheden har man gennem et demokratisk valgt menighedsråd ønsket, at der bliver ansat en præst. Man har kaldet en præst til at forrette gudstjenesten. Ikke for nogle, men for alle, hele folket, uden at der først bliver spurgt om motiver og overbevisning, når man kommer her. 

Derfor er det lidt svært at forstå, når en ligestillings- og kirkeminister nu glæder sig over, at det er hele folket, der er velkommen i den danske folkekirke. – For sådan er det allerede i dag.  

Jo, jeg ved godt, og I ved det sikkert også: ministeren tænker på, at to mennesker af samme køn efter alt at dømme snart vil kunne indgå ægteskab i kirken. To kvinder og to mænd skal kunne leve sammen ikke blot i et partnerskab, derimod i et ægteskab, indgået i kirken. 

Men har de da ikke altid kunnet komme her? Har nogen spurgt om deres seksuelle observans? Har velsignelsen til sidst i gudstjenesten ikke også været for dem? Eller lyser præsten velsignelsen for kun nogle og ikke for alle?  Dog først nu er det hele folket, der er velkommen i den danske folkekirke, hævdes det. Det er ganske enkelt ikke korrekt. Er man medlem er kirken ens hjemsted. Og er man ikke medlem, er man alligevel velkommen. Enhver, uanset hvad, er det. Man var det i går og er det i dag. Også selv om man ikke kan indgå det ægteskab, man vil. 

Det kan vække irritation og harme, når noget allerede nu, i dag, har gyldighed, når man nu havde forestillet sig, at det skulle have gyldighed på en anden måde. Vi ser det i evangeliet: I dag er alt opfyldt, prædiker Jesus. Og i Nazaret svarer man: Jamen, det var ikke sådan, vi havde forestillet os det.  

I dag, det er de to helt afgørende ord. I dag er det skriftord fra Esajas, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse: Jeg er sendt for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde; jeg er sendt for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren. – Han siger dermed: Jeg er den salvede. Messias, Kristus, ham, I har ventet på og som bringer Guds velbehag og nåde til de blinde, de fattige, de fangne. 

Et øjebliks bifald og undren. Men så: Er det ikke bare Josefs søn? Og skete der måske noget? Hvem fik synet tilbage eller blev rig? Og så var det nær blevet Langfredag. Ingen profet er jo anerkendt i sin hjemby. – 

N ej, Esajas’ ord var jo ikke opfyldt, sådan som man mente, de skulle opfyldes. De skulle opfyldes på en anden måde. Romerne skulle i hvert fald ud af landet Så var man ikke længer undertrykt. 

O g sådan kan man altid have sine indvendinger: Der er ikke noget godt budskab for mig fattige, før jeg får mulighed for at erhverve det, jeg vil. Der er ingen frihed, før jeg kan få det som jeg vil. Der er ikke noget nådeår fra Herren, før mine ønsker er gået i opfyldelse. 

At alt er opfyldt nu, i dag, at Guds velsignelse og nåde også gælder den fattige, den blinde, den indespærrede, den undertrykte, - man går ikke med til det. For man vil have Guds velsignelse på sin helt egen måde og efter sit helt eget ritual. Ellers føler man sig uvelkommen. 

Hver gang Trosbekendelsen lyder, siger vi, at vi tror på den hellige, almindelige kirke. Almindelig vil sige, at kirken er for alle. Uden undtagelser. – Men den er ikke først for alle, når alle og enhver har fået deres ønsker opfyldt. Den er det allerede i dag. 

Den blinde eller den fattige skal ikke tro sig uvelkommen, selv om han bliver ved med at være blind eller fattig. Nej, i dag kan de sige: Jeg er til for Gud - som den, jeg er. Guds nåde og velbehag gælder også mig, nu, i dag. Og ikke først, når jeg har fået alt, som jeg forestillede mig det. Min blindhed og fattigdom skiller mig ikke fra Gud. 

Hvad skal der til, for at gøre os tilfredse? Hver for sig sidder vi med vore ønsker, måske bønner. Og der skal ikke tales dårligt om det. Det kan gå enhver af os sådan, at der er noget, vi af hjertet ønsker. Vi kan synes, at det ville være retfærdigt om de blev opfyldt, og ind i mellem kan vi mene, vi fortjener det. 

Men Jesus pointe er, at også når alt synes at være os imod, også når det ikke går lige efter vores dagsorden og ritual, så er han dog den, der bringer Gud nær: Vi er set af ham og er til for ham. I dag. Og så er dagen i dag kvalificeret på ny. 

Første søndag i Advent er han nær ved at blive skubbet ud over kanten af menigheden i Nazaret. Han var ikke velkommen! Man følte sig vel spist af. Han ville jo ikke den dagsorden og det ritual, man havde forestillet sig. 

Første søndag i Advent baner han sig imidlertid på forunderlig vis vej imellem de utilfredse og går – uden at sige et ord. For han har sagt, hvad der er at sige. Og hans ord bliver ved med at hænge i luften. Ordene: i dag. 

Han kom, sådan begynder evangeliet 1. s. i Adv. Og han gik, sådan slutter det. – Advent betyder komme. Ja, han kommer og prædiker for de utilfredse, at Gud også er den nådige Gud for dem. Og kunsten er at byde ham velkommen som den, han er.

M en vil man have Gud på sine helt egne forudsætninger og efter sit helt eget ritual, så går han, tavs. For han har sagt, hvad der er at sige: at i dag er alt - allerede - opfyldt. Må Guds fred så ånde over alle utilfredse og enhver, der måtte føle sig uvelkommen her. Amen.