Juleaften 2011

Prædiken, Juleaften 2011

Lukas 2, 1-14

Vi fejrer jul sammen med familien, spiser gås eller and og får det forhåbentlig fredeligt sammen. Der er en trylleglans over julen, mere end nogen anden højtid. 

O g så skal vi give hinanden gaver. Juleaften drejer sig om det. Men de små har svært ved at vente. Julegudstjenesten tager alt for lang tid. Og der går for lang tid ved spisebordet. Og skal der absolut ryddes af bordet og vaskes op, før man kan gå rundt om juletræet? Og hvorfor alle de salmevers omkring juletræet? Barnet kan jo ikke vente, - ja sådan husker jeg min barndoms jul - og sikkert andre med mig. 

Forløsningen indfinder sig, når gaverne pakkes ud. Forhåbentlig bliver børnene glade og tilfredse, for billige var gaverne ikke, selv om regeringen har givet os grønt lys til at give endnu flere penge ud. – Nu får vi så se, hvad børn og børnebørn mener om gaverne, og da også, hvad vi selv mener. 

Et tysk ordsprog siger: En hest man har fået foræret, kigger man ikke i munden. Dvs.: får man en gave foræret, så skal man ikke stille for mange spørgsmål – som: hvad gav du for den? Købte du den over nettet? Eller var det den Aldi havde på tilbud? 

Det er ikke de små, der stiller sådanne spørgsmål, det er såmænd vi voksne. Vi kigger nogen gange for meget i hestens mund. Er gaven nu god nok? Kan jeg give mig tilfreds med den? 

Når vi fejrer julegudstjeneste i kirken, så er anledningen, ganske banalt sagt, den, at der også her er en gave til os. Og gaven er ikke til kun nogle få, men til alle og enhver, både her og på den anden side af jordkloden. En gave, sendt fra himlen. Ja, sådan siger man også lige nu i Nordkorea om landets nye leder, Kim Jong-un. Men her tænker vi på et barn født i Betlehem. 

Hvis vi har fulgt med i medierne den sidste uges tid, så vil vi også have fået med, at kloge hoveder har sagt og skrevet ikke så lidt om, at den historie med Maria og Josef og Jesusbarnet, det er overhovedet ikke noget, der er sket i virkeligheden. Skønt evg. Lukas siger: Og det skete – at der udgik en befaling fra kejser Augustus i Rom, så er det hele altså ikke sket i virkeligheden. – Man kasserer juleevangeliet som eventyr og myte. 

Hvad er det, man gør? Man kigger den forærede hest i munden. Gaven er ikke god nok. Uvirkelig. Skønt en stald vel egentlig er meget virkelig og en fødsel vel heller ikke noget, der er fuldstændig uvirkeligt. Sker der ikke stadigvæk fødsler? Men det hele passer ikke ind i ens begrebsverden, og så duer det ikke. Det harmonerer ikke med ens egen forstand. – Nej, sådan er det jo sjældent i evangelierne, hvor det er den fortabte søn, der bliver taget til nåde, og hvor mørke og død og tomhed ikke får det sidste ord. – Vel er det er ikke vores erfaring. Men hvad ser vi, når vi ser et isbjerg? Vi ser toppen af det. Og når vi ser himlen, ser vi måske kun bunden af den. Mere er der ikke givet os at se med vore egne øjne. 

En foræret hest kigger man ikke i munden. En foræret hest kan man ret beset heller ikke sige nej tak til, for man har allerede fået den foræret. Den er din! Og vel kan den så komme til at koste dyrt i dyrlægeregninger. Men det tager man så med. 

Ja, sådan koster det også os noget, måske anfægtelser, at Gud har givet os en gave som vi så at sige hænger på. Vi slipper jo ikke lige sådan af med julen. Hvert år på samme tid presser Gud sig ligesom på med sin gave. Han vil, at vi ser dette barn i Betlehem, at vi tager det til os, favner det, for vor egen skyld - for at vi ikke skal gå til i ren selvoptagethed, selvkærlighed og selvretfærdighed. 

Og nu får vi denne gave. Og det er en gave til os alle. En fælles gave: det lille Jesusbarn. Og fordi det er en gave vi får i fællesskab, har den ene ikke mere ret til den end den anden. 

De pæne og vellykkede har ikke noget fortrin frem for alle mislykkede og ukorrekte. Vi skal ikke begynde med at se på os selv, om vi er flinke og artige nok til at modtage gaven. Heller ikke skal vi tænke over, hvad der kommer ud af at få gaven. Tager vi gaven så at sige på ordet, så sker der en mængde helt af sig selv. Det kan gå så galt, at vi pludselig en dag opdager, at vi er mindre selvoptagede, mindre egoistiske, mindre selvretfærdige. Men tænk ikke for meget over det. Det hele begynder med at tage gaven til sig og forstå, at den altså stiller os lige med hinanden, for den er til alle. 

Der er sikkert nogen, der meget gerne vil fortælle os, at vi ved denne lejlighed kun bruger Guds gave til at skabe julestemning og julehygge med. Det skal der såmænd nok være noget om. – Men er det da ikke noget helt særligt at få et barn? Er det ikke et forklaret skær over en fødselsdato? 

Forældre husker dagen, da deres barn blev født. Det var en sær begivenhed, som vendte op og ned på vort liv, gjorde nat til dag og skabte nye problemer men også nye glæder. 

Fødselsdagen glemte heller ikke Josef og Maria. Og var det ikke d. 24. eller d. 25. december at Maria fødte Jesus i en stald og lagde ham i en krybbe, fordi der ikke var plads til dem i herberget, jamen så gælder det endnu engang, at det vi får, skal vi ikke kigge for meget i munden. – Mere vigtig end en dato er vel selve sagen, at således elskede Gud verden, at han lod sin søn blive vor bror i liv og død. 

Og i dag begynder det hele: Gud ser os, kender os, og kasserer os alligevel ikke. For hvad er det, der lyder på marken uden for Betlehem? – Fred til mennesker med Guds velbehag. Det begynder altså ikke med, at vi tager os sammen og gør alvor af vores tro, så meget eller lidt vi nu har tilbage af den. Men det begynder med gaven, med Jesusbarnet, at ville se ham og høre ham. 

Hans ord har deres eget liv – kirkeåret igennem, og de er anderledes og stærkere end noget andet, vi kender til. Ja, det kan gå os så galt – eller vel snarere så godt – at vi bliver til mennesker igen, når vi hører ham. I hvert fald kan det gå sådan, at vi ikke kun opdager splinten i vor brors øje, men også bjælken i vort eget. Og så er vi egentlig nået ret så langt. 

Julen er begyndelsen til befrielsen fra at være slave under ufredelige og ødelæggende kræfter, altså også vore egne. 

Ja, hvor vi før måtte bøje hovedet, kan vi nu løfte det. Hvor vi før tabte modet, får vi frimodigheden foræret. Hvor vi før var slaver af os selv, er vi nu frie. – 

For vær ikke i tvivl om, at jul er fred til mennesker med Guds velbehag. Og vi svarer Ære være Gud i det højeste og på jorden! – 

Eventyr? Myte? Nej, det skete i de dage, holder evangelisten fast på. Den, der kigger for meget i munden, risikerer at blive bidt og bliver da ikke mere glad og tilfreds. Men så glæd du dig! Og pris din Gud i allen stund med liflig sang af hjertens grund. Glædelig jul!  Amen.

Jørgen Hanssen