Mattæus 7, 7-14

Jeg læste den anden dag i avisen, at konfirmander ønsker sig alt, der begynder med bogstavet ”i”. – På engelsk: ”I”, altså i phone, i pod, i pad, i mac. – Og hvad skal forældre og gæster sige til det? De har vel ikke andet at sige end: ”I pay” - jeg betaler.

Gadgets, som det hedder, skal nu om stunder helst begynde med ”jeg” – på engelsk ”I”. Har man en sådan gadget, så er man ”trendy”, ”tjekket”, ”up to date”, og kan signalere til omverdenen, at man ikke kommer fra den syvende kartoffelrække.

Hvorfor døber man sådanne gadgets med et ”jeg” som fornavn? Måske fordi tiden fortæller os, at vi skal gå op i os selv. Vores udseende, vores vægt osv. Godt nok. – Men i al den tale om, hvordan jeg ser ud og hvad jeg vejer og hvad jeg har, kan man jo gå rent hen og glemme, at der også er et ”du”. - Jeg og du, du og jeg, er det ikke netop det, der gør livet godt og væsentligt?

Jeg vil gerne fortælle jer en lille historie. ”Jeg selv” hedder den faktisk. 

Nede i bjergene mod syd boede der en gang en gammel mand og hans kone. De var fattige, ejede kun et par får, som manden hver dag drev ud på nogle græsgange, og konen spandt ulden fra fårene til garn. Det gav lige nok til det daglige brød og et krus vin.

En sen aften sad konen ved kaminen og spandt. Manden var gået i seng. Da buldrer det i skorstenen, og (en laminak), en trold, springer ind i rummet og knurrer: ”Hit med vinen, hit med brødet, ellers bliver jeg sur og harm og forhekser dig”.

Den gamle kone bliver forskrækket. Iler efter brød og vin. Og haps, haps og slurk, slurk, - brød og vin var væk.

Så gik denne ubehagelige trold igen, men i døren vendte den sig om og sagde: Hvis du sladrer, går det dig ilde! Og det gjorde konen ikke, for det turde hun ikke.

Men næste aften gentager samme scene sig. Buldren i skorstenen: ”Hit med vinen, hit med brødet, ellers bliver jeg sur og harm og forhekser dig”. Og haps, haps og slurk, slurk, - brød og vin var væk. Og hvis du sladrer, går det dig ilde! Det gjorde konen ikke, for det turde hun ikke.

Nu havde manden så ikke sovet, denne sidste nat. Han havde hørt det hele. Men hvad skulle han gøre? Han og konen skulle jo også selv have noget at spise, og konen skulle aldeles ikke forhekses. –

Manden gik så til præsten. Præsten tænkte og tænkte, og sagde så, at de forbandelser, som sådanne trolde udtaler, de har det med at gå i opfyldelse. Hvad de siger, det sker. Men så fik præsten og den gamle mand en rigtig genial ide!

Nu, den tredje aften sendte manden konen tidligt i seng, for i to nætter havde hun ikke lukket et øje af bare angst. Og manden tog en af konens kjoler på og et tørklæde om hovedet, satte sig ved kaminen og ventede. Og inden længe buldrede det i skorstenen og trolden knurrede: ”Hit med vinen, hit med brødet, ellers bliver jeg sur og harm og forhekser dig”.

Men da sang manden med kvinderøst: I dag er der intet brød, heller ingen vin. Jeg selv spiste og drak det hele. Jeg selv.

Trolden blev rasende og udbrød: Jeg selv, jeg selv, hvem er det? Er det dit navn? Ja, sagde manden, det er mit navn. Da brølede trolden endnu højere, at det skulle konen, som den troede det var, komme til at fortryde. Og så udstødte den sin forbandelse: ”Jeg selv, jeg selv har spist alt og drukket alt. Jeg selv skal forbandes”.

Og næppe havde trolden udtalt forbandelsen, før det gik op for den, at det var sig selv, den havde forbandet. For de forbandelser som trolde udtaler, har det med at gå i opfyldelse! – Siden hen blev den derfor til grin hos alle andre trolde.

”Jeg selv”, ja, det blev til troldens forbandelse af sig selv. Kan vi kun sige ”Jeg selv”, så ender det galt. – Nu har vi så også hørt Jesus sige noget helt andet: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Det var jo ikke ligefrem troldens indstilling. Og en anden gang sagde Jesus: Du skal elske din næste som dig selv. – Som dig selv. Så skal vi jo ikke slette os selv ud, nej; men der er også en næste, et du, som vi skal elske – som os selv.

Det, som gør os til mennesker er netop dette, at vi er et jeg over for et du. Det, at du også er der, gør livet godt. Sådan har I konfirmander altid mødt et du i måske jeres forældre, i måske jeres bedsteforældre, i naboer og måske mange andre.

Og i kirken møder vi et du på en ganske særlig måde: Vor Far, du som er i himlene. Ham er vi døbt til at tilhøre; ham er det, som i dåben gjorde os til sine børn.

Derfor har vi lov til at bede til dette ”du”. Og i timerne i konfirmandstuen har vi talt om, at om vi beder, så kommer det strengt taget ikke andre ved. – Gå ind på dit kammer, husker I, Jesus sagde, og luk din dør og bed til din far, som er i det skjulte. Og din far, som ser i det skjulte, skal lønne dig.

Og i dag føjer han så til: Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver som beder får; og den, som søger finder, og den, som banker på, lukkes der op for. - Han lover os ikke, at vi får lige netop det, vi peger på og ønsker, så at vi bliver trendy. Han lover os ikke alle gadgets, der begynder med ”I” - ”jeg”. – Men tomhændede skal vi ikke gå bort. For hvem af jer konfirmander vil en anden dag give sin søn en sten, når han beder om et brød, eller give ham en slange, når han beder om en fisk? – Når selv vi, som ikke altid er Guds bedste børn, kan finde på at give hinanden gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres far, som er i himlene, give goder gaver til dem, der beder ham!

Vor Far, du som er i himlene. – Det er dette ”du”, som giver mening til det hele. Det er dette ”du” som giver os liv og gør os glade, fordi han hører vore bekymringer, vor frygt, men også vor glæde. Ja, vi kan smile til verden, fordi han har smilet til os! – Derfor: Lille Guds barn, hvad skader dig? Sådan er Gud den, som henviser os til sig selv og vor næste, så at det ikke bliver til for meget ”Jeg selv”.

Og det ”du”, som Gud er, bliver ikke træt af at bekræfte os som sine og se os som sine. Du er mit barn, lød det i dåben, og i dag beder vi ham bekræfte, konfirmere, at sådan er det stadigvæk. Og jo mere vi åbner ører og hjerte for det, jo bedre forstår vi, at også vi har et ”du”, en næste.

Du skal elske Herren din Gud, og din næste som dig selv. Og han elskede os først. At få det bekræftet er konfirmation.  Amen.

Jørgen Hanssen