Vi ved alle, at materiel rigdom ikke gør os lykkelige. Alle kan vi tale med om, at bare vi har helbredet, så behøver vi strengt taget ikke mere. Men samtidig vil vi alle også gerne have en økonomisk frihed, der gør os uafhængige af livets opdukkende genvordigheder. Den frihed lader sig nu engang bedst praktisere, om vi har midlerne, der kan hjælpe os på vej.
Trangen efter frihed og uafhængighed er i og for sig positiv. For den motiverer til at gøre en indsats, der kan skaffe de nødvendige økonomiske midler til frihedens realisering. Men hvornår har et menneske fået nok og føler sig tilfreds med det, han ejer og har?
Trods det uomgængelige, at man kun kan køre i én bil ad gangen og sove i kun én seng ad gangen, så har vi i forbindelse med finanskrisen set, at trangen efter den gode frihed kan være ret så ustyrlig og blive ond. – Måske er selve trangen endda årsagen til finanskrisen! - Får trangen for alvor fat, så skyr den ingen midler for at nå sit mål. Den etablerer fupfirmaer og ikke eksisterende varer sælges. Svindel, ikke bare i million-klassen, men i milliard-klassen, med derpå følgende bank-krak. Frihed uden begrænsninger kan ikke tage hensyn til ens næste og dennes bank.
Dette, selv at ville sætte sine grænser, kendetegner mennesket nu som før. Det vil realisere sig selv, skabe sig selv, også retfærdiggøre sig selv, måske i kraft af opsigtsvækkende rigdom. – Og med det formål for øje slettes alle grænser, der viser hensyn til næsten.
Men sætter man sig selv foran alt, så bliver man selvhævdende, selvhøjtidelig, selvglad, selvoptaget, selvretfærdig. Og det eneste man ikke kan være er selvironisk, altså holde en ironisk distance til alt det, man giver sig ud for at have og være.
Hvad er vort menneskeliv? Tit nok er det som et skuespil i teateret, hvor man har det bedst med at spille en betydningsfuld rolle. Inden skuespillerne går på scenen er de imidlertid alle lige. Så går de til deres garderober. Den ene klæder sig ud som konge, den anden som kammertjener, den tredje måske som grevinde. Tæppet går op. Hver skuespiller spiller sin rolle. Og så længe stykket varer, er kongen den ærværdige konge, kammertjeneren den fornemste tjener af alle, og grevinden den nydelige grevinde. Dog det hele er skuespil. På et tidspunkt går scenetæppet ned. Skuespillerne skal tilbage til deres garderobe og klæde om. Med et er de alle lige igen. Blotte mennesker.
Sådan er det også med vort liv. Vi kan spille en påtaget rolle for et stykke tid. Holde ryggen rank i kraft af det, vi har. Men nøgne kom vi ind i livet og nøgne går vi herfra. Her er der ingen forskel på mennesker. - Ja, sandt nok, siger vi, og vil gerne samtykke i, at materiel rigdom ikke gør os lykkelige. Alligevel vil vi have frihed til vores lykke. Frihed til at folk kan se forskel på os og alle andre. Og så sætter vi os selv foran alt, og bliver faktisk slaver af os selv. Vi vil alene det som vi anser som vores egen lykke, og det kan gå hen og blive vores ulykke!
Når Jesus prædikede, var det tit nok befrielsen fra dette ’selv’, det drejede sig om. Han ville befri mennesket fra dets selvkredsen. Farisæere og skriftkloge skulle befries fra deres selvretfærdighed og selvgodhed. En rig yngling fra sin selvoptagethed af alt det, han ejede. For det er dette ’selv’, der er den egentlige undertrykker. Når selvet i en uregerlig friheds navn sættes over alt andet bliver det sin egen undertrykker.
Gud blev som en af os. Men han blev det for at afbryde os i vor evige selvkredsen. Det er frelsen, befrielsen fra dette selv, det gælder, når Jesus prædiker. Vi skal ikke være vore egne eller vor næstes undertrykkere.
Når kirkeklokken ringer om søndagen afbryder den os i alt det, vi ellers har for med os selv, og viser os hen til Gud og vor næste. Vi afbrydes i den antagelse, at livet er et skuespil, hvor vi skal være noget særligt, for at være nogen. Så mange steder gælder netop det, men ikke i kirken. Dér hører vi m.a.o., at der også kan leves også i nedgangstider.
Jørgen Hanssen - maj 2009