Om tavshed og guld

Er tavshed nu også altid guld?

Ordsproget siger: tale er sølv, tavshed er guld. Ordsprog rummer en lang og dyb visdom. Derfor vil det være uklogt at benægte, at også dette ordsprog har sin sandhed. Ind i mellem kan tavshed sikkert være det bedste.

Blot er tavshed langtfra altid guld. Tavshed kan være forfærdelig. To mennesker, mand og kone, kan slide hinanden ihjel ved dag efter dag ikke at sige noget til hinanden. Og når børn er tavse i længere tid kan der være al mulig grund til at råbe vagt i gevær.

Hvad er det, der skaber fællesskab to mennesker i mellem? At tavsheden brydes! Siger mand og kone atter noget til hinanden, så kommer de også til - i en anden betydning - at sige hinanden noget, altså der opstår igen samhørighed og fællesskab. Og har man gennem længere tid ikke sagt noget til hinanden, så kan blot ganske få ord, måske et lille spørgsmål, bryde isen. Hvad skal vi have at spise?

Tavshed er slet ikke altid guld. Tale kan være guld. Ord kan være guld. Ord gør virkelig både fra og til! Ord skaber fællesskab. Med en lille omskrivning af en bryllupssalme kunne vi sige, at det er gammen at være sammen, når man altså taler sammen. Ja, også vore ord kan skabe –  i hvert fald et fællesskab.

I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Alt var tomhed og øde, og der var mørke over alt. – Men Gud brød tomheden og tavsheden og mørket, for han sagde noget: Der skal være lys! Og så blev der lys.

Jamen, hvad skabte han med? Hvilket materiale? Han skabte med et ord. Han blot sagde, at der skulle være lys. Og så blev det sådan. Er der en Gud-billedlighed mellem os og Gud som 1. Mosebog siger, at der er, så består den netop i evnen til at skabe med et ord. Et enkelt ord, og isen tøs op. Ord gør både fra og til.

Hver eneste søndag i kirken drejer sig om, at Gud atter lader høre fra sig. Han bryder tavsheden og mørket. Evangelisten Johannes siger det i sit 1. kap. på den måde, at  søndagen begyndte med, at Ordet blev kød og blod og tog bolig iblandt os.

Ordet? Ja, det ord, der var i begyndelsen. Ordet, hvormed Gud skabte det hele. Det Ord, som var hos Gud, og som var Gud, og som alt blev til ved. I Jesus Kristus brød Gud tavsheden. I ham taler Gud sit ord til os.

Og hvad har han at sige? Det er jo lige før man må sige, at det er nok, at han i det hele taget har noget at sige til os, at han altså bryder tavsheden. – At han ikke, fornærmet på os, bare tier og dermed i sin tavshed siger: du er luft for mig! Jeg orker dig ikke! I en sådan pine efterlader han os ikke!

Nej, om søndagen taler Gud til os, gennem Jesu ord. Ganske fortroligt taler han til os. Ja, så fortroligt, at vi må kalde himlens og jordens skaber for vor Far i himlen, og bede vort Fader Vor. Vi må endda bede: forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.

Og her kan tavsheden for en stund være på sin plads. For man skal være tavs for at kunne høre. Og at høre ret er at lade ordene gøre både fra og til. F.eks. kunne to tavse mennesker tilgive hinanden!

Om søndagen taler Gud til os i nåde og sandhed om vort liv. Og hans tale er guld. Han taler jo ikke, så at vi skal gå til i synd og skyld og skam. Nej, han taler til os, så at vi atter kan løfte hovedet, og så løfte hovedet på vor næste.

Jørgen Hanssen