Prædiken, 2. Påskedag, 2011.
Lukas 24, 13-35.
Han, som stødte til de to disciple på vej til Emmaus, blev ikke genkendt af dem. De ser ham ikke, men han ser dem. – Til sidst genkender de ham, da han tog brødet; men så bliver han usynlig for dem.
Han kommer til to mennesker, som er overbeviste om, at de er frataget alt håb. De kan ikke se andet, end at de er alene i verden, overladt til sig selv. Ja, hvad skulle de ellers tro, efter Langfredag?
Man kan leve med et håb. Det er ikke noget, vi gerne gør. Det er vel i det hele taget ikke noget, vi selv vælger. Men omstændighederne kan tvinge os til at håbe, sygdom f. eks. Vi håber, fordi der ikke er så meget andet at gøre.
Som de to disciple er på vejen til Emmaus, er der blot ikke længere noget at håbe på. Afgørelsen er faldet. Langfredag har talt. ”Vi havde håbet, at det var ham, Jesus fra Nazaret, som skulle forløse Israel,” siger de til ham, som ser dem, men som ikke ser ham.
Vandringen til Emmaus er de desillusioneredes vandring. Fortællingen handler om to disciple, som engang for meget længe siden gik ad denne vej, men den handler også om os som kender til, at der altid er større magter og kræfter på spil, end vi havde håbet på. Og med et står man helt afklædt. – Det er død og djævelskab, der har den største magt, og som tager håbet fra os. Sådan er det, når man vandrer til Emmaus.
Det blev ikke til noget med ham, de havde sat deres håb til, fortæller de. Han blev Pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, han døde og blev begravet. Han havde ingen magt, intet at skulle sige, da det kom til stykket. Gud, om der var en sådan, havde forladt ham, om han nogen siden havde været ham nær.
Vi andre ved godt, at det er den korsfæstede og opstandne Kristus, som med et slår følge med dem. Han ser dem, men de ser ham ikke. Han kommer til dem, der intet håb har, ja, han er hos dem. Men han genkendes ikke, skønt han ikke er en ånd uden krop.
Måske er det ikke så underligt, at de ikke genkender ham. For vi kender mere til død end til opstandelse. Til nød kan vi forstå døden, skønt vi nogen gange slet ikke fatter den. Men legemlig opstandelse er slet ikke til at forstå. Alt, hvad vi kender til har jo sin tid. Det gælder påskeliljerne, det gælder ethvert levende legeme, vi kender. Og heller ikke kvindernes påskebudskab havde kunnet overbevise de to.
At vandre til Emmaus er at vandre ad den vej, hvor alt håb er ude, hvor verden som den er, har talt. Men han kommer til dem, som intet håb har. Som skridt efter skridt lægges tilbage på håbløshedens vej, bliver det at gå til Emmaus derfor til noget andet og mere end at fortsætte ind i det håbløse.
Det bliver til noget mere, idet vore øjne og ører lukkes op af ham, som er håbet for dem uden håb.
Indtil nu har disciplene kun oplevet hans død som tab, som berøvelse, som uretfærdighed og som deres nederlag. Men nu tyder han sin død i lyset af de gamle forjættelser - og i det lys ser alt anderledes ud:
Der var en mening med hans død. For døden er ikke uden mening, når man sætter livet til for dem man elsker, selv om de ikke er det værd. Og den er mindst af alt meningsløs, når døden ved at herske selv lider skade og rystes, ja sprænges, fordi den vil gabe over mere end den magter. Og den gaber over mere end den kan, når den vil gabe over en kærlighed, den ikke kan tåle, en kærlighed, stærkere end den selv.
De genkender ikke ham, der kom til dem som de frataget alt håb gik på vejen. De ser ham ikke, men han har hele tiden set dem. Og ham de ikke genkender, sætter døden ind i en sammenhæng, så at de to disciple kommer til at ane, at Mesterens død faktisk betyder det modsatte af, hvad de troede.
Måske er et menneskes død aldrig entydig. Vi ved, at der f.eks. er noget med alder, som kan gøre døden blidere, uden dog at gøre den ganske blid. Man forstår et menneskes død, og må dog bære sorg. - Men Mesterens død betyder præcis det modsatte af, hvad de to troede. Den fremmedes ord får jo deres hjerte til at brænde igen!
Men først da de sætter sig til bords med ham, giver han dem endelig den indsigt, det hele handler om. Da tager han brødet, velsigner og bryder det. Som Skærtorsdag aften. Dette er mit legeme..
Da åbnes deres øjne, og de genkendte ham, hedder det. Men så snart de genkendte ham, blev han usynlig for dem. For han er den opstandne, der bringer det håb, han selv er. Og når han har bragt det, er han borte igen.
Man kan følges med ham hen ad vejen som de to disciple gjorde, uden at genkende ham. Men man kan også genkende ham uden at se, og da er vi samtidige med ham.
Dem, der genkender ham på det, der sker ved døbefonten og ved alterbordet, behøver ikke at se ham. Jo mere vi genkender ham, jo mere vi ved om det håb, han dér skænker os, jo mindre har vi brug for at se ham.
Men uden at høre om ham, kan vi ikke tro på ham. Men vi kan tro, uden at se. Sådan var det fra begyndelsen.
Og fra begyndelsen var det også sådan, at han kom til dem, der intet håb havde: to disciple på vej til Emmaus, helt uden håb. De så ikke, hvem det var, de fik følge af undervejs, men han så dem. Og i samme øjeblik de genkendte ham, så de ham ikke mere. - Enhver, der genkender ham, behøver ikke at se ham, men ved, at han er til stede som selve håbet, hvor alt håb synes ude.
Fortællingen om vandringen til Emmaus ender faktisk med, at de to ikke kom til Emmaus. De bryder op, og vender tilbage til Jerusalem, for at dele deres påskeglæde med andre. Og de fortalte, hvordan det gik til, at de havde genkendt ham.
De kunne også have fortalt, at de slet ikke havde set, at det ham var, der slog følge med dem på vejen, men at han altså havde set dem. – For han kommer og slår følge med dem, der er uden håb, for at give ud af sit levende håb. Og jo mere vi kender ham, jo mindre behøver vi at se ham. Amen.
(Efter ide af R. Arendt)