Prædiken 15. s. e. Trinitatis 2011
Mattæus 6, 24-34
I Kina var der engang en formand Mao. Mao Zedong. Han var den ubestridte leder af Kina fra 1949 og indtil sin død i 1976. Nogle af os vil nok kunne huske ham, måske især hans særprægede tøj og høje pande.
I 1958 iværksatte Mao en reform, der fik navnet Det Store Spring Fremad. Det var en reform, som havde til hensigt at bringe Kina foran de største industrialiserede lande. Det kommunistiske Kina skulle være nummer et i verden.
For at nå målet, skulle landbruget og industrien bringe deres store bidrag. Det tilbagestående landbrugsland skulle frembringe mængder af afgrøder som aldrig var set før og industriens stålproduktion skulle gøre Kina til en supermagt.
For at landbruget kunne nå sit mål udpegede Mao fire plager, som nødvendigvis måtte bekæmpes. Det var rotter, myg, fluer og spurve. De var en trussel mod Det store spring fremad. Hele befolkningen blev derfor mobiliseret i kampen mod disse onder.
Men især jagten på spurvene blev fatal og førte hurtigt til en økologisk katastrofe. Spurvene skulle udryddes, fordi de spiste korn. Men den kraftige nedgang i spurvebestanden betød, at de insekter, som fuglene altid havde spist, nu fik fortræffelige levevilkår og gjorde langt mere massive indhug i kornet, end spurvene havde gjort.
Resultatet blev en ekstrem hungersnød. Allerede i foråret 1958 indløb de første meldinger om katastrofal mangel på mad. Kinas børn var de første ofre. De døde, ja, man tror det ikke, i millionvis. Og nødtvunget måtte Mao sende en hemmeligstemplet anmodning til den sovjetiske ambassade i Beijing om at få tilsendt i hundredtusindvis af spurve.
Ikke ustraffet ændrer man på naturens gang. Naturen har sin egen lov. Der er en mening også med rotter, myg, fluer og spurve, himlens fugle. Og vil mennesket i egen klogskab udrydde dem for selv at blive større, så går det galt.
Mao ville vise verden, hvad han og det kommunistiske Kina formåede. Nationen skulle beundres og respekteres af alle andre nationer, især de vestlige. Men i stedet for overflod af afgrøder blev der hungersnød.
I evangeliet kaldes dette begær efter overflod for mammon. Mammon fortæller om magt, om alt, hvad jeg har og kan udrette. Mammon er at få endnu mere ud af alt, om så også spurvene må udryddes.
Men I kan ikke tjene både Gud og mammon! hørte vi. I et samfund som det i Kina omkring 1960 var der nu heller ingen fare for, at man skulle tjene Gud. Og faren er måske heller ikke så stor nu om stunder i vores del af verden. – For hvad hedder det? At vi skal producere os ud af krisen. At hjulene skal i gang. Ja, alle er vi jo faktisk bekymrede for, at det ikke sker. Også en vestlig verden vil mammon.
Man kan godt køre Gud ud på et sidespor. Det er meget let. Men hvad er alternativet? Måske at tro på menneskets evne til at skabe en uendelig bedre verden uden spurve? Det har altid kostet urimeligt med lidelse og død, når et paradislignende samfund skulle se dagens lys. Og at skabe det er ikke lykkedes nogen formand eller præsident eller statsminister.
Et menneske kan have sine berettigede bekymringer, men det kan også være bekymret for ikke at være stor og bemærkelsesværdig nok. At man ikke er formand for netop den supermagt som andre nationer beundrer. Og så bliver bekymringerne uberettigede.
Når Jesus taler om alle de bekymringer et menneske kan have, så henviser han til himlens fugle og markens liljer. –
Og fuglene kan vi i et anfald af magtbegær godt udrydde. Vi kan betragte dem som skadedyr. Men vi skal lade dem være, for de er vore læremestre. Og lader vi dem ikke være, går det helt galt.
Derfor er der bekymringer, der skal tæmmes og dæmpes. Det menneske, der kun kan gøre sig bekymringer, om ikke at være stor nok - eller måske om at være alt for lille - det går fejl af det, der var meningen med det hele og finder da på de mærkeligste ting som at udrydde spurve. Men de skal være vore læremestre.
Se til himlens fugle og markens liljer. Meningen er ikke, at vi skal efterabe dem. Vi skal blot betragte dem. For der overgår dem noget underfuldt. De har værdi. De sår ikke og høster ikke, men vores himmelske Far sørger for dem, - når vi andre ikke står ham i vejen.
Og se, vi er meget mere værd end de! Og hvor meget snarere skulle vor Far i himlen så ikke se til os?Så må vi da gøre det måske sværeste af alt: Give Gud plads. Vi skal ikke fylde det hele og mammon skal ikke fylde det hele. Vi må ikke gå hen og tro, at der ikke er en mening et eller andet sted, selv med en spurv er der en mening!
Derfor skal vi lade Gud sejre over alle vore bekymringer om ikke at være store og bemærkelsesværdige nok eller om at være alt for lille og ubetydelig. Vi skal høre Guds befriende ord, så at vi ikke bliver umennesker. Og vi kan leve frimodigt som blotte og bare mennesker, når der sker det under, at tilliden til Gud sejrer over os selv og vore hensigter.
Men Jesus kalder os lidettroende. Ja, det kan jo prelle helt af på en moderne verden, at skulle ty til en anden mening, end den man selv vil og har set sig blind på.
Blot: hvad er alternativet til at tro på Gud? Måske at tro på det gode i mennesket? På vores indsigt til at skabe en uendelig bedre verden? Eller at tro på vores viden om, hvad der nødvendigvis skal udryddes, før markerne bærer frugt? I værste fald giver det hungersnød! Det store skridt fremad bliver til et kæmpeskridt tilbage! Paradis på jord er endnu ikke blevet skabt af nogen formand eller præsident eller statsminister.
Så må vi da lade hver dag have nok i sin plage, alt imens vi tror på, at vi har en Far i himlen, som kender vore bekymringer, og i en anden forstand bekymrer sig om os. – Han holder os i hvert fald fast som mennesker, så at ingen bekymring om mammon skal gøre os til umennesker. Derfor: søg først Guds rige!
Og sker der det under, at Jesu ord sejrer over alle vore bekymringer for det ene og det andet, så er der skabt en tro, der giver et menneske mod til at have med livet at gøre, selv om det ikke ved, hvad der kommer ud af det. Og vi kan lade himlens fugle være i fred og dagligt lære af dem. Amen.
Jørgen Hanssen