Stilheden. 11. s.e.Trinitatis 2010

Lukas 7, 36-50

Under en middag i forsamlingshuset er der megen snak. Man snakker med sidemanden, man snakker med den, der sidder overfor. Ofte må man tage en hånd om bag øret og presse det lidt fremad for bedre at kunne høre. Den megen snak er blevet til larm som sad man på en større banegård. Musikken gør det heller ikke lettere at høre. Men stemningen er munter, og det er jo godt.

Gør man sig under middagen et ærinde uden for salen er snakken stadig ikke til at overhøre. De mange ord vælter ud igennem mursten og isolering og vinduer. Men uden for salen giver de mange ord slet ingen mening. Her er der ren babylonisk sprogforvirring, skønt nogens stemmer er mere hørlige end andres.

Kun en ting kan afbryde larmen inde i salen: Når der bliver slået på et glas. Nogen vil sige noget. Så tier alle andre. Måske et barn endnu snakker. Men ellers er der stilhed. Og stilhed kan nogen gange være en helt lise.

Stod man uden for Simon farisæers hus ville der være samme larm som i forsamlingshuset. Snak og atter snak. Som på en banegård. En veritabel syndflod af ord fra mænd, der snakkede med mænd, for her havde hverken kvinder eller børn adgang. Men uden for huset ville alle ordene blot være larm, - og alt i alt måske ikke så meget anderledes som inde ved middagsbordet.

Så bliver der slået på glasset i Simon farisæers hus. Der bliver stilhed. Hvad man ellers var ved at diskutere af vigtige anliggender med sidemanden eller ham overfor, må vente. Måske irriterende, måske belejligt, for det var svært at høre, hvad der blev sagt. Ja, stilhed kan være en lise.

Den, der slår på glasset er en kvinde. Men hun har intet glas. Hun kommer bare frimodigt ind. Og kvinder havde slet ikke noget at søge i en sådan forsamling af mænd! – Tilmed, viser det sig, siger hun ikke noget! Ikke et eneste ord. Hun har brudt larmen, de mange mænds sikkert fornuftige ord, men forbliver tavs. Og nogen tænker deres, men det er den absolutte stilhed, der hersker.

Hvorfor blev der så stille? Kendte forsamlingen af mænd hende? Hvorfor smed de hende så ikke ud? Men hvis en eller flere havde gjort det, ville de måske have afsløret, at de kendte hende, - hun, som var synderinde i byen.

Kvinden var tavs, og vedblev med at være tavs. Og hun formåede at gøre alle mænd tavse. På et splitsekund blev syndfloden af ord erstattet af stilhed. - Stilhed er nu heller ikke det værste. Stilheden kan være en lise, den kan indtræde som en hel befrielse.

Det fortælles om Hitler, at han, sent om natten, havde for vane at overdænge sin nærmeste omgangskreds med en veritabel syndflod af ord. Man orkede det ikke, man ville helst i seng, men kunne ikke rigtig tillade sig det, hvorfor man i respektfuld tavshed måtte lægge øre til politiske erklæringer vekslende med minder fra 1. verdenskrig.

Og på det ene eller andet stikord kunne han så fortabe sig i betragtninger om diætkost eller opdræt af schæferhunde eller om at man aldrig måtte vige tilbage for at indlede en krig, og at der i øvrigt var et mindesmærke og et slot midt i Rhinen, som burde oplyses ved nattetide.

Udmattet og tom følte man sig oven på en sådan nat i førerens selskab. Ingen af de store og betydningsfulde mænd omkring ham turde bringe ham til tavshed. Måske Eva Braun, elskerinden. – Men kvinden her bragte en hel forsamling af mænd til tavshed. Og så sagde hun endda ikke noget!

Til gengæld gjorde hun en meget sigende handling. Med sin alabastkrukke fuld af olie, stillede hun sig bag ved Jesu fødder og begyndte grædende at væde dem med sine tårer og tørrede dem med sit hår, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med olien. - Og ingen griber ind, og ingen siger noget. Det er stilheden, der er kommet til Simon farisæers hus. – Til gengæld er der mange, der gør sig deres tanker. Og tanker larmer ikke. Og tanker er toldfrie, siger vi. Dog ikke helt her.

Jesus ved godt, hvad Simon, og for den sags skyld de andre med, tænker. De har ikke spor godt at sige om denne kvinde, altså de kender hende! Hvorfra? Det står hen i det uvisse. Men Simon, der som farisæer tog strengt på det med moralen, kender hende: Hvis den man var en profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham, at det er en, der lever i synd!

Siden kvinden slog på glasset, siden hendes entre, har der været stilhed. Ikke et ord er faldet. Stilhed gør, at man bliver opmærksom. Stilhed afbryder en klog verdens egne kloge ord. Stilhed kan godt give mening og sætte nogle ting på plads. En kirke står som stilheden midt i verdens larm.

Nu brydes stilheden. Den afbrydes ikke af larm, for larm giver ingen mening. Den brydes heller ikke af en syndflod af ord, for det er ikke de mange ord, det kommer an på. -

Jeg har noget at sige dig, siger Jesus til Simon. Og spørger, om det er det menneske, der får fem hundrede denarer eftergivet eller halvtreds, som vil være mest taknemlig? - Naturligvis er det den, der eftergives mest, svarer Simon, ganske rigtigt.

Stilheden i Simons hus blev afbrudt af et spørgsmål, for at stilheden kunne forklares: At her var der et menneske, der var taknemlig. At her var der en, der måtte elske den der kunne eftergive gæld. - At vi derfor godt kan glemme al fordømmende og larmende snak om de værste. For her hører de til i Guds rige. Dine synder er tilgivet!

Og kvinden selv, som levede i synd, græd. Ja, hun græd af glæde over, at her, hos Jesus, der nu var i Simons farisæers hus, hos denne Jesus ville hun ikke møde foragt, men Guds tilgivelse for det fordømte liv hun levede.

Men burde hun ikke retteligen være blevet kaldt for et socialt tilfælde og ikke en synderinde? Selv ville hun ikke acceptere det. ”Du kan ikke gøre for det”, - det ville ikke være hende til nogen trøst. Nej, synderinde i byen var hun. Alt andet ville være løgn. Og kun et ville give hende fred: at også hun var et Guds barn, under Guds barmhjertige tilgivelse.

Den tilgivelse var hos Jesus. Der var hendes fred midt i verdens larm! Det var hendes tro. Derfor kom hun til ham og takkede på sin måde. Hun elskede den, der kunne tilgive hende meget. Derfor fik hun meget tilgivet. Hendes tro frelste hende, hedder det. Ja, hendes tro gjorde det muligt at være til, trods verdens larm, og trods al snak – også om hende.

Der blev stille, da hun kom. Man forventede vel et optrin, hvor der blev sagt noget. Men der faldt ikke et eneste ord. Og stilheden fik lov til at herske en stund.

Stilhed kan nu også være en lise. Den giver ro til at besinde sig. Stilheden giver rum til at overveje: hvem er vi, udover at være dem, der kan snakke meget, og om hvad? Og i samme åndedrag spørger stilheden: hvem er han, som endog tilgiver synder? Han er den, igennem hvem Gud ser os som sine. Derfor: Ingen, som tror på ham, skal blive til skamme, som apostlen Paulus sagde. Større end alle de andres anklager, også større end vore egne anklager er dette, at gennem Kristus Jesus ser Gud os som sine børn, selv om man på ingen måde hører til de bedste af dem. Men man kan gå hjem med fred. – Så det vil vi gøre. Amen.